Jonas Vingegaard fik et hak i tuden, da han blev domineret af sin rival på torsdagens enkeltstart.
For anden dag i streg lignede danskeren mere end, der havde fokus på et begrænse skaden end at gøre ondt på sin modstander. En rolle, vi slet ikke er vant til at se ham i.
»Man har hele tiden regnet med, at han var den bedste på enkeltstarten. Det var han ikke. Det er endnu mere bekymrende end onsdag, selvom det ikke er graverende-graverende,« vurder B.T.s Vuelta-ekspert Bjarne Riis.
»10 sekunder er ikke alverden, men det er alligevel noget i forhold til ikke at blive slået. Rent mentalt er det lidt øv og op ad bakke.«
Med tidstabet på enkeltstarten – hvor Jonas Vingegaard smed 10 sekunder trods forkortelsen fra 27 til 12 kilometer – er hans forspring nu smeltet til 40 sekunder ned til João Almeida. Det med udsigt til en modbydelig bjergetape på lørdag.
Nu skal danskeren i førertrøjen være på vagt og passe meget på i den afsluttende weekend, der kan vende placeringerne på hovedet.
»Det er da et slag, og nu kræver det fuld mobilisering. Jonas har fået et hak i tuden, men han har ikke tabt,« siger Bjarne Riis i kølvandet på tidstabet på enkeltstarten.
»Det bliver tæt, det her. Medmindre Jonas kommer helt til sig selv og viser sin sande styrke. Så bliver det en anden sag. Det har han bare ikke vist. Men nu er Almeida sulten.«
»Der skal stadig helt andre boller på suppen for både Jonas og Almeida. De mangler noget grinta – noget fandenivoldskhed – for at køre den hjem. Det gælder dem begge to. Det er all in. Der er no way back.«
Inden de sidste tre løbsdage befinder Visma-stjernen sig selvfølgelig i en gunstig position. Men mon ikke Vingegaard havde ønsket og formentlig troet, at den ville være mere komfortabel.
»Har Almeida en feberdag på lørdag, og er Jonas ikke bedre end det dér, så kommer han i problemer. Det er meget simpelt, så kræver det, at UAE satser alt,« siger Bjarne Riis.
»Jonas skal bare holde sig på hjul af Almeida, der skal risikere lidt mere. Men det bliver nok også sådan, for Jonas kører nok defensivt,« forudser Bjarne Riis.
Du kan følge årets tre sidste Vuelta-etaper i livebloggen på bt.dk.