Sent fredag aften udspillede der sig dramatiske og voldsomme scener på Erik Ejegods Vej i Viborg.

Her gik en 20-årig mand pludselig amok – tilsyneladende helt umotiveret.

»En mand på 20 år slog ud af det blå en 14-årig og en 16-årig med knyttet næve,« siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Stage til TV Midtvest.

Det skulle være sket helt ud af det blå, og to drenge har angiveligt ingen relation til den 20-årige.

Politiet modtog anmeldelsen fredag klokken 23.13, og da ordensmagten ankom til stedet, fortsatte den unge mand sin voldelige adfærd.

Han slog således en politibetjent i ansigtet.

I dag fremstilles gerningsmanden i et grundlovsforhør.