Metoden var den samme hver gang.
Den argentinske sygeplejerske Brenda Cecilia Agüero sprøjtede kalium eller insulin ind i babyernes kroppe for at tage livet af dem.
»Hun legede Gud. Hun bestemte, hvem der skulle leve og dø,« som anklageren Daniela Morales Leanza ifølge People beskrev det i retten.
Fem små børn mistede på den måde livet på et hospital i byen Cordoba, yderligere otte babyer endte i kritisk tilstand, men overlevede.
29-årige Brenda Cecilia Agüero er nu blevet idømt fængsel på livstid i sagen.
Det var i marts 2022, at det første dødsfald skete. Siden fulgte de øvrige inden for de efterfølgende tre måneder.
Eksempelvis var dagene 6.-7- juni ekstremt dramatiske på hospitalet, hvor to babyer døde og yderligere to blev alvorligt syge, men blev reddet.
I begyndelsen af august samme år blev Brenda Cecilia Agüero så arresteret, og nu er hun så blevet dømt.
Under retssagen blev hun af psykologer beskrevet som narcissistisk og uden empati. Hun skulle have fundet glæde i at se andre lide, lød det.
Selv sagde Brenda Cecilia Agüero undervejs.
»Jeg er ikke det monster, som er blevet skabt i medierne. Jeg forstår den smerte, som mødrene har oplevet, men jeg er ikke den seriemorder, som de har fået alle til at tro, at jeg er,« lød det.
Hun kan først få muligheden for at opnå prøveløsladelse efter 35 års afsoning.

