Der er dét. Som en anden rygende pistol.

For efter at Donald Trump pure har afvist, at det findes – er det nu blevet offentliggjort: Det pikante fødselsdagskort, som han skulle have sendt til berygtede sexforbryder Jeffrey Epstein.

»Epstein er skandalen, der ikke vil gå væk for Donald Trump. Han kan undvige alt andet, men når det kommer til Epstein, vil det bare ikke forsvinde,« vurderer B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær:

»Det er det her endnu et bevis på. Den her sag bliver bare ved med at klæbe til ham og vil ikke gå væk.«

Brevet fra Donald Trump er natten til tirsdag blevet offentliggjort af Repræsentanternes Hus’ tilsynsudvalg.

Det indgår i en 238 sider lang bog, som nu afdøde Jeffrey Epstein modtog i forbindelse med sin 50-års fødselsdag i 2003.

Dengang sat sammen af den mangeårige kæreste og medsammensvorne Ghislaine Maxwell, der i dag sidder fængslet.

Her ses det brev, der skulle være fra Donald Trump i sin helhed:

Foto: Repræsentanternes Hus’ tilsynsudvalg
Vis mere

Allerede i sommer blev det afsløret, at brevet fra Donald Trump eksempelvis bestod af en sætning som »vi har noget til fælles, Jeffrey«. Ligesom de kvindelige former blev beskrevet.

Igen og igen afviste Donald Trump dog, at det eksisterede. Han sagde at det var 'fake news' og det pure opspind.

»Nu dukker det så op i Kongressen, så det er svært at benægte eksistensen af det,« som B.T.s Jeppe Elkjær nu konstaterer:

»Hver gang der sker en ny udvikling i Epstein-sagen, er det igen skidt nyt for Donald Trump. Det er efterhånden blevet et sår så stort, at det ikke kan dækkes af et enkelt plaster.«

Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein. 
Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein.  Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og det er ikke godt for den siddende præsident.

Med kun lidt over et år til midtvejsvalget skal der helst ikke skabes for meget tvivl hos især de uafhængige vælgere, der er så afgørende i amerikansk politik.

»Midtvejsvalget bliver afgørende for, om Donald Trump kan udføre sin politik fremadrettet. Taber han Repræsentanternes Hus – hvilket der ser ud til at være en risiko for – står han som en præsident, der ikke kan få noget som helst igennem,« siger B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær.

Derfor har...:

  • ... Donald Trump ikke råd til at miste en masse tvivlere hen over midten.
  • ... Donald Trump ikke råd til at 'give' demokraterne et våben, de kan mobilisere vælgerne med.

»Så han skal håbe på, at det her forsvinder hurtigst muligt, men det ser det bare ikke ud til at gøre. For hele tiden dukker der bare sådan en ny ting op,« siger Jeppe Elkjær.