Opdateret: Howard Stern har senere fortalt, at det var i spøg, at han meddelte sit stop. Det kan du læse mere om HER

Efter mere end 20 år slukker mikrofonen nu for den populære radiovært Howard Stern. 

Den 71-årige forlader således radioprogrammet SiriusXM. 

Sådan skriver AP News.

Mandag dukkede han ifølge mediet ikke op på kanalen, hvor den anden radiovært Andy Cohen måtte erstatte ham. Og her lød også nogle pæne ord til den 71-årige. 

»Jeg kan ikke overdrive, hvad Howard har betydet for denne virksomhed, og hvad han har gjort for SiriusXM. Han gik, så vi kunne løbe. Jeg kan umuligt udfylde hans tomrum,« lød det ifølge mediet. 

Ifølge mediet skal han have meddelt, at han ikke vender tilbage i en mail, der er blevet sendt rundt til kanalens 95 medarbejdere.

Howard Stern har været en af de bedst betalte personligheder inden for radio og tv. Hvor han i sine tidlige år blev kaldt »provokerende«, bliver han i dag priset for sine interviews. 

Gennem sin lange karriere har store personligheder siddet over for ham. Det tæller både kendisser som Billy Joel, Pamela Anderson, Lady Gaga, Sacha Baron Cohen og mange flere. 

Det vides ikke, om han nu skal nyde sit søde efterår, eller om han har andre projekter i ærmet.