Det er nok et syn, tennisfans skal vænne sig til. At se Carlos Alcaraz dyste mod Jannik Sinner i en grand slam-finale.

I søndagens US Open-finale vandt Alcaraz 6-2, 3-6, 6-1, 6-4 over Sinner og tog sin sjette grand slam-titel i tenniskarrieren.

Det var tredje gang i træk, at de tørnede sammen i en grand slam-finale. Tidligere på året stødte de også sammen i den sidste kamp i French Open samt Wimbledon.

Alcaraz vandt en episk finale i French Open efter at have haft matchbolde imod sig. Sinner slog igen og vandt Wimbledon.

Men Alcaraz var tilbage i en opgraderet udgave i US Open, og Sinner havde det generelt svært i finalen.

Titeltriumfen betyder også et tronskifte på verdensranglisten, når den opdateres mandag.

Sinner har været verdensetter i 65 uger i træk. Men ikke længere. Alcaraz vil vende tilbage som nummer et i verden for første gang siden september 2023.

Med Donald Trump og flere andre berømtheder på lægterne var der lagt op til endnu en episk festforestilling.

Carlos Alcaraz og Jannik Sinner omfavner hinanden efter finalen. 
Carlos Alcaraz og Jannik Sinner omfavner hinanden efter finalen.  Foto: Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men denne aften var der reelt klasseforskel på Arthur Ashe Stadium.

Det var med Alcaraz i den styrende og dirigerende rolle. I første sæt dominerede spanieren totalt.

Den italienske verdensetter, som vandt US Open sidste år, blev i store perioder udspillet i åbningssættet på hovedarenaen foran omkring 24.000 tilskuere.

Sinner svarede dog tilbage og udlignede i sætregnskabet i New York. Dermed tabte spanieren for første gang et sæt i årets US Open.

Det stod i stærk kontrast til første sæt, og det kunne ligne noget, man havde set før mellem de to jævnbyrdige kombattanter.

Men det episke drama udeblev.

Alcaraz var simpelthen for stærk, og han leverede vinderslag på alle tænkelige måder.

Selv når Sinner spillede godt, løftede Alcaraz sit niveau og diskede op med noget endnu bedre i de to sidste sæt.

I sin bedste udgave af sig selv levnede Alcaraz ikke Sinner mange muligheder, og derfor blev finalen mere en lektion end et drama.

Sinner virkede et stykke fra sit absolutte topniveau, og det var kun i små glimt, at den rødhårede italiener sprudlede.

Trods nederlaget synes en ting sikker. Klodens to bedste tennisspillere netop nu kommer til at stå over for hinanden i flere store kampe i fremtiden.

/ritzau/