Efter næsten 20 år som et fast holdepunkt i Odenses natteliv, har LA Bar slået dørene op for sidste gang i sin nuværende form. 

Fredag og lørdag var det altså farvel til den populære bar, som har budt på utallige oplevelser for fynboerne. Men fortvivl ej, for lukningen er blot starten på et nyt kapitel.

Det skriver Fyens Stifttidende, som har talt med den regionale manager bag LA Bar, som er ejet af Rekom, der også står bag en lang række andre barer og klubber.

Selvom LA Bar som vi kender den, lukker, er festen ikke forbi i natklubbens kælderlokaler.

»Lukningen betyder ikke, at kælderen bliver stille. Allerede ugen efter går vi i gang med at transformere stedet til noget helt nyt«" forklarer Kian Bakke Hansen, Rekoms regionale manager på Fyn, til mediet.

Han holder dog kortene tæt til kroppen, når det kommer til detaljerne om det kommende koncept:

»Hvad det præcist bliver, holder vi stadig tæt til kroppen – men én ting er sikkert: Det bliver spændende, anderledes og stadig med fokus på uforglemmelige oplevelser og god energi i Odense.«

LA Bar, der ellers kunne have fejret sin 19 års fødselsdag den 15. september, valgte i stedet at give gæsterne en festlig afsked. 

Fredag og lørdag den 5. og 6. september blev de sidste shots skænket, og de sidste trin danset på den kendte tequliabar. 

Lørdag kunne gæsterne blandt andet nyde fri bar med den fynske signaturdrink, gin hass.