J.D. Vance vil overhovedet ikke sige noget om det.
Om han kunne tænke sig at rykke et hak op i det politiske hierarki – og blive præsident i stedet for vicepræsident.
»Jeg tror virkelig, at det amerikanske folk er dødtræt af folk, der stiller op til en ny post, selvom de kun er syv måneder inde i deres aktuelle embede,« siger han i interview med Fox News.
For hvem skal efterfølge Donald Trump som republikansk præsidentkandidat ved valget i 2028?
Det står på ingen måde klart.
Præsidenten selv har flere gange leget med tanken om igen at stille op en – uhørt – tredje gang, mens han dog også selv har nævnt netop J.D. Vance som en mulig arvtager.
Den nuværende vicepræsident gør dog i interviewet med Fox News sit bedste for at udskyde den debat.
»Hvis vi gør et godt arbejde i 2025 og 2026, så kan vi tale om den politiske fremtid i 2027,« som han siger:
»Og hvis jeg ender med at stille op, ville det ikke blive afleveret på et sølvfad for mig, hverken i et republikansk eller i et landspolitisk perspektiv. Jeg må bare blive ved med at arbejde hårdt, og hvis jeg gør det, vil det politiske spil give sig selv.«