Forretningsmand og skuespiller er uenige om, hvad der førte til exit fra FCK.

Den tidligere FC København-direktør Karsten Aabrink kigger i sin selvbiografi tilbage på en turbulent tid i 90erne, hvor den unge og økonomisk skrantende klub ledte efter en identitet.

Blandt andet havde Karsten Aabrink en klar idé om, hvordan stadionspeakeren i Parken skulle.

Og det harmonerede - ifølge Aabrink - ikke helt med den daværende speaker, skuespilleren Asger Reher, som de fleste nok kender som en fjerdedel af Ørkenens Sønner.

Asger Reher (yderst til venstre) sammen med resten af Ørkenens Sønner.
Asger Reher (yderst til venstre) sammen med resten af Ørkenens Sønner. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han havde en hel særlig måde at rulle på navnene, når han speakede. Det lød helt åndssvagt, hvilket mange fra moderklubberne påpegede,« skriver Aabrink.

Så direktøren bad skuespilleren om at ændre sin udtale. Og det faldt ikke i god jord hos Asger Reher.

»'Nu er det jo mig, der er stadionspeaker. så det skal du jo ikke bestemme,' svarede han.«

»Godt. Så er du fyret,« lød det prompte fra Karsten Aabrink.

»Det var den brutale version af Karsten Aabrink, men der var ikke andet at gøre. Man må ikke underkende vigtigheden af en god speaker, der er klubbens stemme før og under en kamp og dermed en repræsentant for klubbens brand,« skriver han.

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Forretningsmanden Karsten Aabrink stod i spidsen for FC København i 15 måneder fra 1995 til 1996, og han var blandt andet med til at redde klubben fra en truende konkurs.

Senere blev han fodboldagent.

B.T. har rakt ud til Asger Reher, og han har sendt følgende svar: 

»Jeg kan ikke genkende Karstens udlægning af situationen.«

»Jeg arbejdede gratis i FCK, som jeg havde gjort fra klubbens start sammen med Jørgen Herbert, og vi arbejdede sammen om procedurerne i speakerrummet. Vi havde aldrig haft klager før.«

»Karsten kom ind som direktør som chef for et rengøringsfirma og var ikke særlig populær blandt mange medarbejdere. Han ville noget andet og glemte lidt at stikke fingeren i jorden, før han traf en beslutning,« skriver Asger Reher.