Det kan føles som den mest naturlige ting i verden: Du tager telefonen med på toilettet, scroller lidt på sociale medier, svarer på en mail eller tjekker nyheder. Men den tilsyneladende uskyldige vane kan have en bagside, advarer forskere nu. Det skriver Illustreret Videnskab med dækning fra en ny undersøgelse fra Harvard Medical School. Undersøgelsen viser, at folk, der tager telefonen med på toilettet, har 46 procent højere risiko for at få hæmorider. {embedded type='node/node_image' id='2336840'}En hæmoride er en hævet blodåre i endetarmen – lidt som en åreknude, bare dér, hvor du helst ikke vil have den. Forskerne bad 125 forsøgspersoner fortælle om deres toiletvaner, herunder om mobilen fulgte med ind på badeværelset. Det viste sig, at 37 procent af dem, der havde mobilen med, sad mere end fem minutter ekstra på toilettet. Og netop den ekstra tid på kummen ser ud til at gøre en forskel.Da deltagerne blev undersøgt, fandt forskerne en tydelig sammenhæng mellem mobilscrolling og den smertefulde, ofte tabubelagte lidelse. Forskerne peger på, at når man sidder længere tid på toilettet, øges trykket på vævet i endetarmen. Og netop det kan være forklaringen på, hvorfor mobilbrug hænger sammen med en højere risiko for hæmorider.Derfor lyder den klare opfordring fra forskerne bag undersøgelsen: Lad mobilen blive i lommen, når du går på toilettet. Det kan spare dig for ubehagelige konsekvenser.Så næste gang du rækker ud efter mobilen på vej mod toilettet, kan du jo lige overveje, om det virkelig er værd at scrolle sig til smerter i bagdelen.