En tragedie fandt lørdag eftermiddag sted i den franske kystby Pirou i Normandiet i det nordvestlige Frankrig.
En bil ramte ved et uheld flere personer ved et siddeområde ved et pizzaria, hvor én er afgået ved døden, mens tre er i kritisk tilstand.
Det skriver franske Le Figaro.
»Ud fra de indledende beviser, der er indsamlet, ser det ud til, at føreren af køretøjet fik et ilbefindende.«
»Køretøjet fortsatte flere meter, før det ramte en gruppe mennesker. En kvinde døde, og tre andre personer er i kritisk tilstand,« sagde anklager Gauthier Poupeau fra Coutances, som er en nærtliggende by.
Beredskabet, der ankom til stedet omkring klokken 17, behandlede i alt seks ofre, fire fodgængere og de to passagerer i bilen, skriver mediet.
Redningstjenester med omkring 30 brandmænd til følge nåede hurtigt frem efter ulykken.