Børn og unge af alkohol- og stofmisbrugere har de seneste 28 år kunne få hjælp hos TUBA.
Men nu kan det være slut for flere af dem i Region Sjælland, og det får flere politikere til at reagere.
Det skriver TV2 Øst.
TUBA tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til børn og unge i alderen 14 til 35 år og har afdelinger over hele landet.
Men nu risikerer fem afdelinger i regionen at lukke, efter Social- og Boligministeriet har givet Region Sjælland afslag på finansiering.
Mens nogle af TUBA-afdelingerne er 100 procent finansieret af kommunale midler, er der fem afdelinger i Region Sjælland, der også overlever på regionale midler.
Derfor står de fem afdelinger nu overfor lukninger. Der er tale om afdelinger i Kalundborg, Holbæk, Slagelse, Næstved og Vordingborg.
Og det har fået regionsrådsformand for Region Sjælland, Trine Birk Andersen (S) til at sende et bekymringsbrev til social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S).
»Jeg er bekymret over, at sårbare børn og unge i Region Sjælland risikerer at miste et vigtigt behandlingstilbud, som TUBA i årevis har stået for,« skriver Trine Birk Andersen i et skriftligt citat til mediet.
Derudover er Astrid Carøe, der er socialordfører i SF og folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff (S) nu også gået ind i sagen.