TV 2-værten Stine Bjerre Mortensen er ikke sig selv for tiden. 

Det skriver hun i et opslag på Instagram, hvor hun uddyber, at den store sorg, hun befinder sig midt i, skyldes tabet af en elsket veninde. 

»Jeg har ikke været mig selv, siden du gik bort. Jeg har haft svært ved at finde meningen med det hele, når et så smukt liv som dit pludseligt kan forsvinde,« skriver hun og fortsætter:

»Tak for alt, du kom med og gav. Du lærte mig blandt andet om taknemmelighed som værktøj, når livet gør ondt. Og at vi skal nyde hver eneste dag. Det vil jeg bruge nu. Forevigt i mit hjerte, elskede veninde.«

Tv-værten har netop overstået en travl sommer som vært på Aftentouren under Tour de France. 

Derudover er hun en fast del af TV 2-sportens håndbolddækning, hvor hun er vært på kampe fra den danske håndboldliga og til landsholdets slutrunder. 

Privat danner hun par med den danske landsholdsfløj Casper U. Mortensen.