Den tidligere Little Mix-stjerne Perrie Edwards har glædet sine millioner af følgere på Instagram med en stor nyhed: 

Hun venter sit andet barn med sin forlovede, fodboldstjernen Alex Oxlade-Chamberlain.

Nyheden blev afsløret på sangerens Instagram-profil i en sort-hvid video. Med en T-shirt, der prydes af teksten 'Hvis han ville, gjorde han det …', vender hun sig om og afslører både en ny tekst på ryggen – 'Og det gjorde han' – og ikke mindst sin tydelige graviditetsmave.

Den 32-årige sangerinde og hendes forlovede, den tidligere Liverpool- og landsholdsspiller Alex Oxlade-Chamberlain, har allerede sønnen Axel på fire år.

Parret, der har været sammen i ni år, har tidligere åbent fortalt om de hjerteskærende tab af to graviditeter.

I en podcast, We Need To Talk, delte Perrie Edwards tidligere sine smertefulde oplevelser med abort. 

Kort efter at have opdaget sin allerførste graviditet begyndte hun at bløde. 

»Jeg tog på hospitalet og fik en scanning, og de sagde: 'Der er ikke noget barn',« fortalte den kommende mor til to.

Tragedien gentog sig kort efter fødslen af Axel. 

Under en turné med Little Mix oplevede sangeren igen blødninger, og i 22. uge stod det desværre klart, at hun havde mistet endnu et barn.

Perrie Edwards blev verdenskendt med kollegerne Leigh-Anne Pinnock, Jade Thirlwall og Jesy Nelson, da de dannede bandet 'Little Mix' i den ottende sæson af den britiske udgave af X Factor.