Det nye parti skulle være Lars Boje Mathiesens politiske genfødsel efter en dramatisk exit fra Nye Borgerlige.
Sammen med tidligere fodboldspiller, coach og sportsagent Kim Boye – kendt som Den mentale kriger – lancerede han Borgernes Parti, som ifølge duoen skulle være et frisk pust i dansk politik.
Men Kim Boye har valgt at forlade Borgernes Parti, bekræfter hans assistent
»Det er ikke nogen hemmelighed, at han har forladt partiet,« siger Maiken Eriksen til B.T.
Lars Boje kaldte engang Kim Boye synonym med integritet, vilje og mod, men må nu kæmpe videre uden sin 'mentale kriger' ved sin side.
Partiformanden bekræfter også, at Kim Boye ikke stiller op til det kommende valg, men han slår fast, at der ikke er noget uvenskab mellem dem:
»Kim er en god nær ven, som jeg stadig ses med. Han har betydet og betyder rigtig meget for mig, så jeg er ked af at vi ikke lige kan bidrage til jeres drama,« skriver Lars Boje i en sms til B.T.
Fredag kom det frem, at erhvervsmand og iværksætter Allan Feldt har trukket sig som folketingskandidat for Borgernes Parti og meldt sig ud af partiet.
I et opslag på Facebook skriver Allan Feldt, at han frygter, at Borgernes Parti vil bidrage til blåt stemmespild ved næste folketingsvalg.
'Så kryber I frem igen'
»Der er derfor lige nu en stor risiko for blåt stemmespild, og det mener jeg, ikke er godt for drømmen om en borgerlig regering,« skriver han på Facebook og tilføjer:
»Og jeg vil ikke være årsagen til et sådant stemmespild. Jeg vil gerne samle og ikke splitte blå blok.«
Lars Boje, hvad siger du til, at Allan Feldt stopper, da han frygter risikoen for blåt stemmespild ved at stemme på Borgernes Parti?
»Nu har jeg ikke hørt fra B.T. i fire måneder, når I så tror, I lige kan lave endnu en negativ historie så kryber I frem igen. Intet i flere måneder om vores politik, selv om vi på en række områder har en helt unik position i forhold til andre. Så nej, jeg kommer ikke til bidrage til en artikel fra jer,« skriver han på sms og slutter:
»Den dag I begynder at interessere jer for at bringe politisk indhold, så begynder jeg at tale med jer.. Men det vil I jo ikke, så Indtil da… glem det.«
Den mentale kriger, Kim Boye, takker nej til at kommentere sagen, skriver hans kone Pernille Aalund til B.T.