To somre i træk oplevede han sande mareridt.

Den danske forretningsmand, tidligere direktør i FC København og fodboldagent Karsten Aabrink var engang forelsket i den franske riviera.

Men det fik to dybt ubehagelige oplevelser ændret. Det beskriver han i sin nye selvbiografi, 'Aabrink uden filter'. 

I sommeren 2013 boede han og familien i deres feriehus i Cannes-området. 

»På vores første feriedag i huset vågnede jeg sent om morgen med ondt i hovedet og halsbrand. Vi havde gæster overnattende, og en af dem løb skrigende rundt i huset.«

De kunne konstatere, at en masse værdier - smykker, ure, kontanter og så videre - var blevet stjålet. Og deres pas og kreditkort lå spredt ud over haven.

»Vi var alle rystede og uforstående over, hvordan vi kunne have sovet fra røveriet, men den tunge luft i huset, hovedpinen, halsbranden gav os forklaringen. Vi var blevet  gasset,« fortæller Karsten Aabrink.

Herefter investerede den danske forretningsmand tungt i husets sikkerhed.

Men lige lidt hjalp det, for sommeren efter ventede endnu et mareridt i det sydfranske.

Karsten Aabrink i sin tid som FCK-direktør.
Karsten Aabrink i sin tid som FCK-direktør. Foto: Jakob Dall/Ritzau Scanpix
Vis mere

En nat vågnede Karsten Aabrink med et sæt.

»To mænd iført sorte elefanthuer lå over mig og forsøgte at vriste mit Rolex af håndleddet. En tredje mand stod ved sengekanten og holdt vagt.«

Den tidligere FCK-direktør gjorde så meget modstand, at han fik jaget forbryderne på flugt.

Straks efter pakkede familien Aabrink bilen og kørte hjem til Danmark. Ferieboligen blev solgt.