Donald Trump skal søndag aften overvære mændenes finale ved US Open for første gang i ti år. Han har tidligere ofte været til stede ved tennisturneringen.

Men præsidentens tilstedeværelse har medført kaos.

Det skriver BBC.

I forbindelse med at Trump har fundet sig til rette på tribunen på Arthur Ashe Stadium for at se Jannik Sinner og Carlos Alcaraz, er der indført strikse sikkerhedstiltag.

Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Alle tilskuere - og dem kan der være 23.771 af på stadion - skal nemlig igennem ekstra sikkerhedstjek i stil med den, man kender fra lufthavne verden over.

Og det har forsinket finalen, der skulle være begyndt klokken 20.00 dansk tid.

I stedet er den udsat til 20.30, så alle har tid til at finde deres pladser, inden kampstart.

Det forventes, at Donald Trump indfinder sig i suiten på stadion.

Flere er mødt op foran stadion i protest mod præsidenten.
Flere er mødt op foran stadion i protest mod præsidenten. Foto: Ryan Murphy/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Samtidig er tv-stationer, der sender opgøret, blevet beordret til ikke at broadcaste buhråb eller andre negative reaktioner på Trumps besøg.

Det er i øvrigt tredje Grand Slam-finale i træk, at Sinner og Alcaraz skal spille.

Alcaraz vandt French Open-finalen i juni, mens Sinner gjorde det til 1-1 ved Wimbledon i juli.

Donald Trump er født i Queens i New York City. Det er her, US Open har hjemme.