Moderaterne trodsede tidligere på året vennerne i regeringen, da partiet meldte ud, at de ville hæve prisen på fødevarer som oksekød. 

Men ovenpå sensommerens voldsomme debat om de stigende priser har partiformand Lars Løkke Rasmussen nu fået kolde fødder. 

I hvert fald fortæller regeringspartiets gruppeformand og fødevareordfører, Henrik Frandsen, til B.T., at »vi ikke er i en situation nu, hvor man skal kigge i den retning.«

»Dengang var vi i en situation, hvor priserne ikke var stukket så meget af, som de er nu,« siger han og fortsætter:

»Det er ikke vores politik længere, at klimabelastende varer som oksekød skal pålægges flere afgifter. For vi er ikke i en situation nu, hvor man skal kigge den retning, når det i forvejen er ekstremt dyrt.«

Moderaterne efterlader dermed Radikale Venstre på afgiftsperronen, når det kommer til oksekød. 

Sidstnævnte blev i august ligefrem latterliggjort af statsminister Mette Frederiksen (S) for deres forslag om at hæve prisen på oksekød.

Moderaterne er pludselig varmet op for danskernes brug af oksekød. Her se skulturminister Jakob Engel-Schmidt under præsentation af finanslovsforslaget.
Moderaterne er pludselig varmet op for danskernes brug af oksekød. Her se skulturminister Jakob Engel-Schmidt under præsentation af finanslovsforslaget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Moderaternes tiltag om at lægge en afgift på eksempelvis oksekød faldt i Berlingske tilbage i januar måned. Siden da er prisen på oksekød steget med 21 procent, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Det var en del af et større forslag, der skulle få danskerne til at spise sundere og mere klimavenligt.

Moderaterne ønskede i den forbindelse også at halvere momsen på frugt og grønt. Et forslag som – også i dag – står ved magt.

»Det er stadig god moderat politik. For os er det nemlig vigtigt, at vi gør det billigere at leve sundt – også af hensyn til folkesundheden,« siger Henrik Frandsen. 

B.T. taler med gruppeformanden i anledning af, at det fredag kom frem, at den svenske regering vil have reduceret priserne i supermarkeder ved hjælp af lavere moms på samtlige fødevarer.

Så langt er man i Moderaterne imidlertid ikke villig til at gå for at komme danskernes pengepung til undsætning i supermarkederne.

»Vi har allerede lavet nogle meget voldsomme afgiftslettelser for milliarder,« siger han og henviser til regeringens beslutning om blandt andet at sænke elafgiften og fjerne kaffe- og chokoladeafgiften.

»Hvis det skal kunne mærkes, så skulle det være en halvering af momsen, og det ville være et voldsomt beløb, vi så snakker om.«