De studerende bag teltlejr ved Københavns Universitet har tidligere udtalt, at de ikke ville lukke lejren ned før de har fået alle deres krav opfyldt. 

Men selvom Københavns Universitet, ifølge Studerende mod Besættelsen, kun delvist har imødekommet de i alt seks krav, de studerende har opsat, har de alligevel valgt at lukke »Rapha Garden« ned. 

Det skyldes ifølge Asger Trier Kjær, der er talsperson for Studerende mod Besættelsen, udelukkende, at man har valgt en ny strategi fra de propalæstinensiske studerendes side. 

Han afviser også, at nedlukningen har noget som helst at gøre med, at de studerende er trætte af at ligge i telt, eller at deres sommerferie fra universitet enten er begyndt, eller er lige oppe over. 

»Det er rigtigt, at vi fra start af var meget ultimative på, at vi ikke forlod stedet, før vi fik alle krav opfyldt. I den nuværende situation har vi bare lavet en strategisk overvejelse om, at vores kamp bedre kan kæmpes andre steder,« siger Asger Trier Kjær. 

En anden talsperson for gruppen, Salam El Youssef, sagde den 21. maj, at »vi smutter ikke, før de lever op til de seks krav« med henvisning til, at de protesterende havde stillet seks krav til Københavns Universitet.

Men ifølge Asger Trier Kjær har Københavns Universitet nu rykket sig så meget, at de studerende vurderer, at det giver bedre mening for dem at lukke teltlejren ned end at lade den fortsætte henover sommeren. 

Det vigtigste er, at de studerende nu har set et »retningsskifte« fra Københavns Universitet. 

»Vores kamp skal op på et højere niveau nu også politisk. Det vil vi gøre med nye metoder og på andre måder – eksempelvis ved at lave manifestationer og aktioner andre steder,« siger han. 

Hvornår og hvordan kommer det til at foregå? 

»Vi kommer til at lave mange forskellige ting, også henover sommeren, for at få vores budskaber igennem. Men jeg kan ikke lige nu afsløre, hvad det er,« siger han. 

Og det her hænger på ingen måde sammen med, at de studerendes sommerferie begynder i de her dage, og at I hellere vil ligge i telt på Roskilde Festival lige om lidt for eksempel? 

»Det er da klart, at der er færre mennesker på universitet, og derved færre, der ser lejren på daglig basis, men det er er altså en kamp, mange af os bruger meget tid på,« siger Asger Trier Kjær og fortsætter: 

»Jeg kan love dig for, at jeg ikke selv skal på Roskilde Festival i år, og der er folk i det her, der sætter hele deres liv på pause for den her kamp,« siger han. 

Så I har tænkt jer at bruge hele sommeren på de her »manifestationer«? 

»Jeg kan ikke tale om alle andres planer i forhold til ferie og den slags. Jeg ved bare, at der er virkelig mange, der kommer til at bruge så meget mere tid, og vi kommer til at blive ved med at kæmpe.« 

De studerendes teltlejr ved Københavns Universitet blev sat op den 6. maj. 

Tirsdag meldte Københavns Universitet ud, at man ikke længere vil have investeringer i fonde, der har Airbnb, Booking.com og eDreams i deres portefølje.

Andre læser også