Holger Rune var i hopla lørdag aften.
Både på banen og ude på sin spillerbænk.
For midtvejs i første sæt i tredjerundeopgøret mod slovakiske Jozef Kovalik blev kampen pludselig afbrudt af regn. Og mens den danske tennisstjerne sad og ventede på, hvad der skulle ske, gjorde han noget, der gik lige i hjerterne på de mange tilskuere.
For den bolddreng, der stod og holdt paraplyen for at beskytte Rune imod regnen, fik en kæmpe oplevelse.
Han blev nemlig inviteret med ind under paraplyen, som danskeren i stedet insisterede på at holde.
»Det er jo ikke rart for nogen at stå i regnen. Det var ret koldt, så jeg tænkte, at der ikke var nogen grund til, at han skulle stå op i et kvarter og holde den paraply. Jeg tænkte, det var lidt hyggeligere, hvis han satte sig ved siden af mig,« sagde Holger Rune efter kampen om episoden, inden han fortsatte:
»Så spurgte jeg ham, om han spillede tennis, og han sagde, han var kæmpe tennisfan, og at han selv håbede at spille French Open om nogle år.«
Holger Rune vandt lørdag aften i sikker stil over den slovakiske tennisspiller.
Dermed er danskeren klar til et gigantisk brag mod verdensstjernen Alexander Zverev i fjerde runde.
Du kan læse B.T.s dom over danskerens præstation LIGE HER.