Euforien over endelig at være tilbage i friheden blev ikke som ventet. Faktisk havde den svært ved at indfinde sig i hendes krop.
»Der gik mange måneder, før jeg gik ned i byen. Jeg orkede ikke at skulle forsvare og forklare mig mere,« siger Maria Hirse om i januar 2022 endelig at have afsonet sin dom.
Endelig at kunne trække vejret frit uden konstant at skulle være på vagt efter små to år i de danske kvindefængsler.
Få måneder forinden havde hun fået sin første smag på friheden. Havde fået bevilget en plads på Kværndrup Udslusningsfængsel, hvilket fyldte hende med så stor glæde, at hun græd af lettelse.
Men jo tættere hun kom på at kunne flytte i egen lejlighed hjemme i Svendborg, jo mere fyldte tankerne i hende.
Frygten for om hun overhovedet kunne klare sig derude i den virkelige verden. Frygten for dens reaktioner.
For i løbet af de forgangne år – dém, hvor Maria Hirses liv mildest talt røg ud på et skråplan – havde det ikke skortet på dem.
Ord som 'tyv', 'rockertøs', 'møgso', 'luder' var blevet brugt om hende. I pressen og på sociale medier, beskriver hun i sin nye bog 'Kvinde værst – mit liv bag tremmer'.
Nu var det den verden, hun skulle ud i. Igen. Se i øjnene.
Samtidig skulle Maria Hirse også selv lære at tale pænt. For efter to år, havde hun taget fængslets lingo til sig. Talte hårdt og kontant.
»Jeg kan huske lige, da jeg kom ud, at min søster sagde til mig: 'du taler virkelig grimt, det skal du være opmærksom på'. Men det kunne jeg slet ikke høre, for det var jo blevet dagligdag for mig.«
»Så jeg kunne godt se, at det skulle jeg øve mig på. Det passede sig ikke rigtig til så gammel en dame at stå ovre i Netto og tale sådan,« fortæller Maria Hirse og griner af sig selv.
Griner af om i en alder af 50 at tage sig selv i nakken for ikke at tale hårdt.
»Efter et halvt år var jeg ved at være tilbage og havde lært at tale pænt igen. Nogenlunde.«
Også fodfæstet indfandt sig gradvist. Omend Maria Hirse ikke lægger skjul på, at det i starten var på vaklende ben.
»Det var forfærdeligt at være inde, men jeg kom også ud til en omvæltning. For der er en efterbetaling også. Det er ikke bare et kapitel, der lukker.«
»Der kommer en stor kamp, du skal kæmpe,« siger Maria Hirse, som efter adskillige numerologiske navneskift nu er vendt tilbage til eget navn.
»Det andet er jo alligevel ikke lige gået skidegodt. Så jeg kan ligeså godt gå tilbage til mit eget,« smiler hun. Og har erkendt, at uanset hvad hun hedder, vil der altid være interesse for hendes person.
»Men hvad folk end mener om mig, kan jeg jo ikke ændre på. Det har jeg været vant til, siden jeg var en offentlig person. Nogle elskede mig, andre hadede mig. Og det var jeg også klar over denne gang,« siger hun med reference til sin bogudgivelse.
»Jeg kan kun være ærlig, og hvis nogen ikke kan lide mig, så er der ikke noget, jeg kan gøre ved det.«
Spørger man hende, hvordan fremtiden ser ud, smiler hun. Tror på den.
»Jeg tænker, at den ser lys ud. Jeg vil gerne fortsætte med at skrive, og så har jeg en drøm om at spare penge op, så jeg kan fortsætte som psykoterapeut og familiebehandler, men online, så jeg har mulighed for at tage klienter fra hele landet og bedre kan bruge mine specialer indenfor spiseforstyrrelser og misbrug.«
»Men først skal jeg skrive den næste bog, hvor jeg fortæller andre kvindelige indsattes historie.«
'Kvinde værst – mit liv bag tremmer' er netop udkommet på forlaget Peoples Press
Læs også:
