Knap havde hun taget en bid af salaten, før en skinger og hånlig latter fra de andre fyldte køkkenet. Hendes mund snerpede sig sammen, da hun sank. Hun kunne smage det. De havde tisset i hendes mad. Hun styrtede ud på toilettet og kastede op.

»Man følte sig aldrig rigtig sikker,« fortæller hun. 52-årige Maria Hirse. Som i 2021 fik en ubetinget dom på to års fængsel, og under sin afsoning ikke alene fik dødstrusler, men også dagligt var vidne til, at der kunne ske vold og overfald blandt hendes medfanger.

Og selv flere gange oplevede, at der var hældt urin i hendes mad, ligesom hun fik kastet afføring efter sig.

»Daglig chikane, hvor man gjorde alt for at få andre ned med nakken.«

At give andre kendskab til, hvad der foregår bag murene, er blevet den tidligere tv-stjernes mission. Og det er derfor, at der i denne uge lander en ny bog på hylderne.

'Kvinde værst – mit liv bag tremmer' kalder hun den. Ikke uden grund.

Hun forsøger på ingen måde at løbe fra den kriminalitet, der var årsagen til, at hun havnede bag tremmer og som du forleden kunne læse om på bt.dk.

Maria Hirse var selv overrasket over, hvor barskt livet bag tremmer var.
Maria Hirse var selv overrasket over, hvor barskt livet bag tremmer var. Bax Lindhardt

Men Maria Hirse tror, at mange af os, som ikke har været der, har svært ved at forestille os, hvordan hverdagen i fængslet er. At vi kun kender den fra DRs dramaserie 'Huset'.

»Jeg har jo også set serien og synes, at den er rigtig god. Men den er slet ikke så barsk, som det virkelig er. Virkeligheden er hårdere. Meget hårdere. Ikke mindst hos kvinderne,« siger Maria Hirse, ifølge hvem der i fængslets mandeafdelinger afregnes kontant, og så er det overstået. Mens det hos kvinderne bliver ved. Og ved. Derfor titlen på bogen.

»Det kræver styrke at stå det igennem,« erkender hun.

Det er tre år siden, at Maria Hirse fik sin dom. Forud for den havde hun siddet varetægtsfængslet i knap et halvt år i Svendborg Arrest.

Nu blev hun sendt til Horserød Fængsel i Nordsjælland og var fyldt af taknemmelighed, da hun på grund af sine mange sygdomme blev tilbudt plads på en særlig og skærmet misbrugsafdeling. Hvor cellerne havde eget toilet, bad og tv. Et kæmpe fremskridt fra Arrestens kummerlige forhold.

Men den psykiske virkelighed skulle snart vise sig anderledes. Hvilket hun oplevede på tætteste hold. I såvel Horserød som Jyderup Statsfængsel, som hendes knap to år lange afsoning vekslede mellem. 

Maria Hirse som mange af os husker hende. Som 'Lykkehjul's vært sammen med Bengt Burg.
Maria Hirse som mange af os husker hende. Som 'Lykkehjul's vært sammen med Bengt Burg. Niels Ahlmann Olesen

Det var under sit andet ophold i Horserød, at hun fik tilbud om at komme på en 'kontraktafdeling', som lå i samme hus som hendes 'gamle' afdeling, misbrugsafdelingen, hvor hun valgte at tilbringe al sin fritid.

»Men fra den ene dag til den anden blev jeg opfattet som dybt illoyal, når jeg hellere ville være på en anden afdeling end min egen,« forklarer Maria Hirse, som ikke desto mindre holdt fast i sit valg.

»For jeg havde det sjovt med dem fra den anden afdeling, hvor dem på min egen bagtalte alt og alle dagen lang. Så pludselig lå jeg nederst i hierarkiet. Det var knap så muntert.«

»Det var hårdt ikke at kunne gå ud af sin celledør uden at være sikker på, hvad du mødte,« siger Maria Hirse om hierarkiet og de indsattes uskrevne regler.

Og altså hvor lidt der skulle til for at antænde medfangernes i forvejen korte lunter.

»Jeg kunne mærke, at der blev taget mere og mere afstand, og jeg hele tiden fik kommentarer.«

I dag er Maria Hirse tilbage i friheden, men stadig mærket af sin tid bag tremmer.
I dag er Maria Hirse tilbage i friheden, men stadig mærket af sin tid bag tremmer. Bax Lindhardt

Som beskrevet i indledningen husker hun, hvordan hun en dag havde lavet en salat klar til sig selv i køkkenet, derefter forladt rummet i et par minutter.

Hvilket var tid nok til, at to af de indsatte benyttede hendes fravær til at tisse i salaten. Og det var bare første gang.

»Min celle lå lige overfor køkkenet, så jeg kunne tit høre de to værste af kvinderne i afdelingen, og hvad de nu havde fundet på i køkkenet.«

»Så de sidste seks uger, jeg var der, kunne jeg ikke lave mad. Der spiste jeg kun kold indpakket mad fra køleskabet,« fortæller Maria Hirse, som oplevede de samme indsatte kaste afføring efter hende, hive hendes vasketøj ud af maskinen og trampe på det, kaste hende mod en mur og ikke mindst – da hun på et tidspunkt på grund af sin sygdom havde svært ved at gå – smøre gulvet og dørhåndtaget til hendes celle ind i olie, så hun faldt og bankede hovedet i gulvet.

Dødstrusler fik hun også. Flere af. Og personalet? Der var ingen hjælp at hente.

»Hvis vagterne er på kontoret, er der frit slag. Og de kommer ikke, med mindre de skal komme. Og det kan godt tage sin tid, hvis de enten spiller med de indsatte eller spiser.«

»Så du kan sagtens slå nogen ned med en sok med sæbe i uden, at der er nogen, der opdager det. Og hvis du gør, siger du det ikke videre. For det vil bare gøre alt værre,« fortæller Maria Hirse, som ville ønske, at der var overvågning på afdelingerne.

52-årige Maria Hirse har planer om endnu en bog, hvor hun fortæller andre kvindelige indsattes historie.
52-årige Maria Hirse har planer om endnu en bog, hvor hun fortæller andre kvindelige indsattes historie. Bax Lindhardt

»For det er dér, overfaldene sker,« beskriver hun og fortsætter:

»Så selvom cellen ikke er et sted, du har lyst til at være, blev den et helle i forhold til ikke at skulle forholde sig til, at der kunne være nogen, der ville gøre dig ondt på de måder, de nu kunne. Så man følte sig aldrig sikker.«

»Men det var selvfølgelig også der, hvor jeg turde være ked af det. For jeg var godt klar over, at jeg skulle være varsom med at vise det, når jeg gik ud af cellen, for så ville de opfatte mig som svag. Og jo mere svag du virker, jo mere går de efter dig.«

»Så jeg var nødt til at virke som om, det ikke påvirkede mig synderligt.«

Når Maria Hirse fortæller om tiden bag tremmer i de danske kvindefængsler, griner og smiler hun ofte. For det har været hendes overlevelsesstrategi. Dét, hun har tyet til, når det var sortest. Og det var det ofte.

Men hun knyttede også bånd. Fik venskaber med andre kvindelige indsatte, som gav hende et frirum at manøvrere i. Og indblik i skæbner, der rørte hende dybt.

»Jeg har fået en større forståelse for en stor gruppe mennesker, jeg ikke har været i berøring med før. Så hvis jeg nogensinde har haft fordomme, er de forsvundet nu,« siger Maria Hirse, som allerede nu har planer om endnu en bog.

Denne gang hvor hun fortæller andre kvindelige indsattes historie. Udefra. For én ting ved hun med sikkerhed.

»Jeg havner ikke dér igen. Det er helt sikkert.«

'Kvinde værst – Mit liv bag tremmer' udkommer 30. maj på forlaget People’s Press

»Jeg har haft kæmpe skyldfølelse og enorm vrede mod mig selv over psykisk ikke at kunne klare det. Over at min søn følte, at han skulle beskytte mig«Maria Hirse: Derfor havnede jeg i fængsel

Selvom årene har sat sine spor, er smilet i de brune øjne stadig ét, som trækker tråde til dengang, hvor hun dagligt sammen med Bengt Burg samlede én million danskere foran skærmen. Men indeni er noget forandret. Noget, der aldrig bliver det samme igen.

»Det tager lang tid at tilgive sig selv,« siger Maria Hirse med et øjebliks alvor i blikket og fortsætter:

»Straffen i sig selv og at sidde i fængsel var selvfølgelig hårdt, men at det påvirkede de mennesker, jeg elskede, var meget værre.«

Hvor hårdt, vender vi tilbage til. For når 52-årige Maria Hirse sidder på et hotel i København og gennemlever den sværeste tid i sit liv, skyldes det, at den tidligere populære tv-stjerne er aktuel med en ny bog.

'Kvinde værst: Mit liv bag tremmer' hedder den og udkommer i næste uge. Fortæller om afsoningen af den voldsdom, som hun i 2021 blev idømt. Om en verden bag murene, som de færreste kender til.

Hvor vold, overfald og chikane er daglig kost. Hvor medfanger tisser i ens mad, kaster med afføring og, som Maria Hirse tørt og med løftede øjenbryn konstaterer:

»Man aldrig skal stå med ryggen til én, der er ved at koge vand.«

Alt dét, kan du læse mere om i næste uge. Men først et kort resumé af vejen dertil.

Som vært på det populære underholdningsprogram 'Lykkehjulet' blev Maria Hirse som 24-årig hele Danmarks darling, og da hun to år senere blev gift med den 15 år ældre mangemillionær Peter Asschenfeldt – med hvem hun har datteren Victoria – var ikke et øje tørt.

Ægteskabet holdt dog kun i fire år, og i 2001 – samme år som 'Lykkehjulet' snurrede for sidste gang – vendte Maria Hirse hjem til Fyn, uddannede sig til psykoterapeut, blev brevkasseredaktør og forfatter, fandt kærligheden igen og fik sønnen Gabriel.

I 2006 gik parret dog fra hinanden, og bortset fra flere bogudgivelser var der i nogle år stille om Maria Hirse.

Dog kun indtil 2017, hvor hun blev anholdt og sammen med sin daværende kæreste – en tidligere rocker – tiltalt for hæleri og idømt tre måneders betinget fængsel.

11. september 2020 bankede politiet igen på hendes dør.

'Klokken er 9.07, og du er anholdt' sagde de.

Denne gang var tiltalen af en noget anden karakter. Nemlig for hele to gange at have ansporet til vold mod en ekskæreste.

Maria Hirse havde – som dommeren senere udtrykte det – 'lokket unge mænd til både at begå indbrud, forsøg på røveri og vold'. En af dem hendes egen dengang 15-årige søn.

To års ubetinget fængsel var prisen.

Men hvordan – spurgte mange undrende – kom hun overhovedet så langt ud?

»Det har jeg også spurgt mig selv om mange gange,« siger Maria Hirse, som i bogen beskriver, at tankerne om, hvordan hun engang havde haft det hele, men sat alt over styr, også fyldte under afsoningen.

»Jeg var kriminel, omgivet af kriminelle,« lyder erkendelsen.

Hun ønsker ikke at gå i detaljer med forløbet. Derinde gemmer sig for meget mørke, for meget smerte. Men én ting kan hun sige med sikkerhed:

At hendes ensomhed og naivitet i forhold til valg af mænd, førte hende af veje, hun aldrig skulle have gået.

»De var ikke det bedste match. Min dømmekraft lige der har ikke været god,« indrømmer hun og fortsætter:

»Jeg har ikke været nok opmærksom på eller har set signalerne før et stykke hen ad vejen. I hvert fald i det sidste forhold. Jeg ville bare gerne have, at alting skulle fungere for at holde den gode stemning,« forklarer Maria Hirse.

»I dag kan jeg kun beklage og undskylde og er dybt ulykkelig over, at jeg ikke var stærk nok til at stå det igennem og ikke have handlet på det. Men det var jeg ikke, og det kan jeg ikke lave om på.«

»Nu har jeg heldigvis afsonet den straf, jeg fik for det. Så nu må jeg bare lægge det bag mig. Og det synes jeg også, at jeg har gjort ved at skrive bogen.«

»Jeg lukker den kasse. Og nu vil jeg bare se fremad. For det skal ikke have lov til at fylde mere. Det har fyldt rigeligt,« siger hun med et ærgerligt smil.

Men noget fylder stadig indeni Maria Hirse. Skyldfølelsen. Overfor sin familie. Og ikke mindst sønnen Gabriel, som fik en dom på et års betinget fængsel for at have været en af dem, der opsøgte hendes ekskæreste for at få ham til at forstå, at nok var nok.

Hun erkender blankt, at det var helt forkert, at det endte dér. Og fortryder inderligt. Som den voksne og dermed den ansvarlige skulle hun have nægtet dem det.

»Det var en hård én at sluge. Det er kun dig Maria, der har handlet forkert, og nu er du skyld i, at det går ud over dem, du elsker,« siger hun stille. Berørt og med bæven i stemmen.

»Jeg har haft kæmpe skyldfølelse og enorm vrede mod mig selv over psykisk ikke at kunne klare det. Over at min søn følte, at han skulle beskytte mig. At han handlede på grund af et valg, jeg havde truffet ved at være sammen med en mand.«

»Mine børn tilgav mig heldigvis med det samme, for de vidste godt, hvorfor det var, som det var. Men det ændrer jo ikke på, at nu skulle jeg sidde inde bag murene, og de skulle være udenfor uden en mor, fordi jeg handlede forkert,« fortæller Maria Hirse, som levede for de gange, hvor børnene havde lov til at besøge hende i fængslet.

»Men det var hårdt, at jeg ikke måtte røre ved dem. Det er hårdt, når man ser ens børn græde, og man ikke må røre ved dem.«

Endnu har hendes børn – som i dag er henholdsvis 20 og 25 år – ikke læst bogen. Ikke læst, hvor hårdt fængselsopholdet faktisk var.

For under hele sin afsoning kæmpede hun for at skærme dem. Fra den vold, chikane og overfald, der var en del af hendes virkelighed.

Prøvede at fokusere på det sjove.

»Jeg satte som mål, at de ikke skulle mærke, hvor ked af det, jeg var. Eller hvor mørkt jeg nogle gange så det hele. Det skulle de ikke have på deres skuldre også,« siger Maria Hirse, som forestiller sig, at Victoria og Gabriel bliver meget overraskede, når de læser bogen.

»Men jeg tror, at de vil sige, at det er stærkt gået. Og vil være glade for, at jeg sætter fokus på, hvordan vilkårene er i virkeligheden,« lyder vurderingen fra Maria Hirse.

Som også er stolt over, hvordan børnene er kommet helskindede gennem dét, der ubetinget er den største nedtur i hendes liv.

»Jeg synes, at de har klaret det ualmindeligt flot, og det er jeg meget taknemmelig for. For ellers havde det været virkelig svært for mig.«

'Kvinde værst: Mit liv bag tremmer' udkommer på forlaget Peoples Press 30. maj

Læs i næste uge om dødstrusler i fængslet, om at blive alvorligt syg og om at vende tilbage til friheden.