Socialdemokratiets Christel Schaldemose giver ikke meget for Dansk Folkepartis Anders Vistisens forklaringer.
Anders Vistisen har ellers udnævnt sig selv til 'danskernes vagthund' i Europa-Parlamentet, men lørdag kom det frem, at han dukker op til mindre end end hvert 13. udvalgsmøde i de udvalg, han er medlem af.
I alt har han været fraværende på 128 ud af 138 mødedage i de udvalg, han sidder i.
»Man kan jo ikke være vagthund, hvis man ikke dukker op til vagten. Der er en grund til, at vi andre deltager i de her møder, og det er fordi, det er her, man får ting igennem. Ærligt talt, hans fravær er grotesk højt og hans forsvar for ikke at dukke op giver ingen mening,« siger Christel Schaldemose.
Anders Visitisen har forklaret, at han ikke mener, udvalgsarbejdet i Bruxelles er vigtigt, og at han i stedet bruger sin tid på at blandt andet at sidde i ledelsen i ID-gruppen i parlamentet i stedet.
ID-gruppen i Europa-Parlamentet, som Dansk Folkeparti er en del af, tæller blandt andre hollandske Geert Wilders frihedsparti og franske Marine Le Pens parti, Rassemblement National.
På Facebook er Anders Vistisen dog flittig til at lave opslag om arbejdet i Europa-Parlamentet.
I årets første tre måneder har Vistisen ikke været til stede på 14 mødedage i sine udvalg. Alligevel har han på 13 af mødedagene lagt opslag op om dem på sin Facebook-side.
Heller ikke det giver Christel Schaldemose meget for.
»Det er jo ikke på Facebook man får ændret ting. Vi andre laver også andre ting end at sidde i møder, og det at dukke op udelukker ikke, at man kan debattere EU i medierne og på Facebook, « siger hun.
Til TV 2 siger SFs tidligere formand, Villy Søvndal, der også stiller op til Europa-Parlamentsvalget, at Vistisen er »en meget doven vagthund« med henvisning til, at Vistisen har kaldt sig selv for danskernes vagthund i Bruxelles og Strasbourg.
»Det er da en arrogance, der er til at tage og føle på. Men endnu værre: Det er at tage tykt gas på vælgerne,« lyder det fra Søvndal.
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har lørdag forsvaret Anders Vistisen.
Ifølge en ny måling fra Megafon står Dansk Folkeparti til at få 5,1 procent af stemmerne, men ikke til at få valgt et mandat ind i Europa-Parlamentet, fordi Dansk Folkeparti ikke indgår i et valgforbund.