Titlen som greve og grevinde af Gram Slot døde tirsdag sammen med den sidste grevinde af slottet, Susanne Brockenhuus-Schack.

Hun døde i en alder af 86 år, ligesom sin mand greven af Gram Slot, Jens Knud Bille, gjorde i 2021.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Parret boede på slottet i Sønderjylland indtil slutningen af 1970erne, hvorefter de flyttede til grevindens barndomshjem, Vennerslund Gods på Falster.

I 2007 blev slottet solgt til Sanne og Svend Brodersen, der stadig ejer det i dag. 

Svend Brodersen mødte kun de tidligere ejer en enkelt gang i forbindelse med salget af slottet. 

Selvom han ikke kendte dem personligt, fortæller han, at snakken i Gram går på, at de var nogle behagelige mennesker.

»Der er en kæmpe respekt omkring deres familie i Gram. Jeg har hørt, at de var nogle fantastiske mennesker. Både dejlige og flinke,« siger han til B.T.

Foruden titel som grevinde, havde Susanne Brockenhuus-Schack også titlen som kammerherreinde. 

Hun havde ifølge Folketidende nære relationer til dronning Margrethe.

Grevindens søn Kim Brockenhuus-Schack fortæller til Folketidende, at hans mor skal begraves et sted, hun havde et tæt forhold til.

»Det er endnu ikke afklaret, hvornår hun skal begraves. Men vi ved, at det skal være ved Stadager Kirke. Her har vi et familiegravsted – og her var min mor også formand for menighedsrådet i nærmest en menneskealder,« siger Kim Brockenhuus-Schack.