Igennem tre måneder har forskellige hold kæmpet om at få lov til at opføre et særligt vartegn på Lolland.

Og nu er vinderne fundet.

Det er kunstner Amitai Romm og tegnestuen Djernes & Bell, som vil skabe 'Lollands Øre' langs Rødbys Sydmotorvej ved Ottelundevej.

Holdet har nu vundet 3.750.000 kroner til at opføre projektet.

Ifølge Ny Carlsbergfondet, som har været med til at donere pengene, består projektet af »tre monumentale lydskulpturer, der integreres i landskabet som et stykke land art«.

'Skulpturerne fungerer som akustiske spejle – paraboler eller ører – der opfanger og forstærker lyden i området: motorvejens monotone susen, fuglesang og lyde fra de besøgende på stedet,' skriver Ny Carlsberg Fondet og tilføjer:

'Med en betragtelig volumen og højde på over 12 meter vil de tre skulpturer påkalde sig opmærksomhed, både i bil på afstand gennem området og til fods i nærområdet'.

Projektet i Rødby er en del af ni projekter, som indgår i 'Stedet Tæller X', hvor man vil opføre forskellige værker i landet.

Og et af dem bliver altså i Rødby.

I alt er der givet knap 39 millioner kroner til dette, skriver TV 2 Øst.