Team Esbjerg fra Toms Ligaen har ansat den tidligere Kolding-træner Teddy Barrett som ny sportschef på deltid.

Samtidig fortsætter den 55-årige ripenser arbejdet som chef for talentudviklingen i damehåndbold under Dansk Håndbold Forbund.

Barrett skal i sit job dels være med til at finde forstærkninger til holdet, men også være sparringspartner for cheftræner Thomas Hørlyk.

- Der skal hentes forstærkninger ind, så vi får en bredere trup, siger Teddy Barrett.

Team Esbjergs bestyrelse er i øjeblikket ved at gennemføre en kapitaludvidelse.

- Ansættelsen af Teddy Barrett viser, at vi mener det alvorligt, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.

Team Esbjerg har efter kvalifikationskampe mod Skive netop sikret sig en ny sæson i den bedste række.