Kongehuset skal fremover have flere penge i form af apanage. Det har et flertal i Folketinget vedtaget torsdag.

Det sker efter tronskiftet i januar og gælder både kong Frederik, kronprins Christian og dronning Margrethe, som overlod tronen til sin søn.

To dage før tronskiftet varslede regeringen, at kongehuset i fremtiden skal have flere penge.

Der har fra start været stor opbakning til forslaget om apanage, og det er derfor heller ikke overraskende, at Kongehuset har fået det, som der blev lagt op til fra statsministeriet. 

Tidligere har kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen til B.T. kaldt forslaget til Kongehusets lønforhøjelser for 'meget generøst'. 

»Jeg synes, det er generøst. Man må jo sige, at det nye kongepar får dronning Margrethes apanage plus stort set deres egen, som de havde,« lød det fra historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen, der fortsatte:

»Nu er de jo også to, så det er ikke urimeligt, at der måske er en større udgift for det samlede kongepar end for dronning Margrethe.«

»Det er også fornuftigt, når det lyder, at kronprins Christians apanage skal tages af kongeparrets apanage. Det var det samme, da prins Henrik fik sin apanage, der ligeledes blev taget ud af dronning Margrethes.«

Selvom det er skrevet ind, at Kronprinsen på et tidspunkt får sin egen apanage, er det ikke lige fra i dag af, at kronprins Christian får den.

Det bliver først, når han stifter egen husholdning. 

»Dronning Margrethe og kong Frederik modtog deres apanage som 18-årige. Kronprins Christian får sin, når han har etableret egen husholdning. Årpengene vil til den tid sikre etableringen af egen hofstat, når Kronprinsen varetager opgaver,« har kongehusekspert Lars Hovbakke tidligere forklaret til B.T.

Dermed starter Kronprinsen altså med at få 'lommepenge' fra sin fars apanage til at varetage de opgaver, der kommer med hans arbejde som kronprins. 

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen':

Kongehuset bag kulissen

Han hader at tabe, han giver aldrig op, han drømte om at deltage i OL, og så er han adskillige gange stukket af fra sine livvagter. Kong Frederik fylder 56 år på søndag. Men hvordan er han egentlig som person? Hvad taler man om, når man sejler rundt alene med Kongen? Hvordan klarer han rollen som monark? Og spøger Casanova-sagen egentlig stadig i kulissen? Det får du svar på i ugens udgave af 'Kongehuset bag kulissen', hvor B.T.s tidligere sportschef Morten Crone vil fortælle om sit meget nære interview med Kongen, mens han endnu var kronprins - og hvor kongehusekspert Thomas Larsen fælder dom over kongens første tid som konge. Vært: Silla Bakalus, B.T.s kongehusreporter Gæst: Thomas Larsen, kongehusekspert Gæst: Morten Crone, Kommunikationsrådgiver og tidligere sportschef på B.T.   Producer: Kasper Riising Programansvarlig: Laura Hellensberg Abildgaard Vil du have flere royale nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet ‘Kongehuset bag kulissen’ fra Silla Bakalus, så får du hver uge de vigtigste royale nyheder.