Kør ikke i bilerne.
Sådan lyder det fra Nissan om helt præcist 83.920 ældre modeller fra bilproducenten på det amerikanske marked.
Ifølge USA Today skyldes det, at de er udstyret med en stærkt kritiseret type af airbag, der mange gange er eksploderet.
Nissan oplyser til mediet, at en person er død, mens 58 er kommet til skade siden 2015 som følge af de mangelfulde produkter.
Airbaggene er af mærket Takata – selskabet bag gik konkurs i 2017.
Det drejer sig som særlige udgaver af følgende Nissan-modeller:
- Nissan Sentra fra 2002-06.
- Nissan Pathfinder fra 2002-04.
- Infiniti QX4 vehicles fra 2002-03.
Bilproducenten opfordrer til, at ejerne af bilerne ikke kører i dem, indtil de har fået nye airbags installeret. Det kan gøres gratis hos Nissan-forhandlere eller -værksteder.
»På grund af alderen på de køretøjer, der er udstyret med en defekt Takata-airbag, er der en øget risiko for, at den kan eksplodere og udsende skarpe metalstykker, der kan medføre alvorlig personskade eller dødsfald,« lyder det i en udtalelse fra Nissan.
Også den amerikanske trafikmyndighed The National Highway Traffic Safety Administration advarer om bilerne og Takata-airbaggen.