"Juhuu, nu er det mig, der fører i år 2000-baby racet. Det begynder at ligne en rigtig sports-dyst," griner Jette Kristiansen, mens hendes nyfødte datter velllystigt guffer mælk i sig fra hendes ene bryst.

Kun 24 minutter inde i det nye årtusinde blev hun mor til en stor guldklump på 3.900 gram. Den 31- årig social- og sundhedshjælper fra Nykøbing Sjælland giver dermed de øvrige danske mødre, som hidtil har været på banen med babyer født kort efter midnat, baghjul:

"Hun er bare så smuk og fin, med langt sort hår, jordens dejligste unge. En værdig vinder af 2000-racet," siger den glade mor, der i går forsinket lod champagneproppen springe.

Selve fødslen gik glat, men IT-teknikken fungerede ikke helt, som den skulle: Da en sygehjælper ville indtaste den nyfødtes data på hospitalets computer, gik den helt amok.

Den registrede barnet som 100 år gammel og født i det 1900-århundrede. Fejlen opstod flere gange. "Det var meget mærkeligt, men det rokker ikke ved min lykke," siger Jette Kristiansen.

Der var ellers ikke meget fest over det, da hun lå og stønnede i fødestuen på Holbæk Centralsygehus. Jette var helt alene sammen med jordmoderen og en sygehjælper:

"Min mand, Niels, ville ellers fantastisk gerne have været med ved fødslen, men vi var forinden blevet enige om, at han skulle blive hjemme for at passe vores anden datter, Sara på 2,5 år. Hun skulle i hvert fald have en rolig nytårsaften.

Men selv om jeg var alene, var det nu en speciel oplevelse at ligge og stønne og presse, mens jeg kunne se folk fyre kæmpe raketter og bomber af uden for hospitalsvinduerne.

Det gjorde det da lidt sjovere. Vi fik os også et godt grin ved midnat, da jordmoderen og sygehjælperen kravlede op på en skammel og sprang ind i det nye år.

Det kunne jeg jo ikke så godt, da jeg allerede næsten havde åbnet mig helt for at føde," siger den lykkelige mor, der afviser, at hun på noget tidspunkt har spekuleret i at få årtusindets første baby:

"Hverken min mand eller jeg har tænkt på at blive de første. Det vil under alle omstændigheder blive tilfældigt. Egentlig havde jeg termin den 22. december og gik altså ti dage over tiden".

"Hvad tænker du ved, at din datter nu kan blive genstand for offentlig opmærksomhed i årevis?"

"Det har jeg det fint nok med. Jeg tror, hun vil finde det sjovt. Hvis nogen skulle få lyst til at forgylde hende på forskellige måder, f.eks. ved at give hende et årsforbrug af engangs-bleer, kan vi heller ikke ha' noget imod det. Men som forældre er vi bestemt ikke ude på at spinde guld på hende. Evt. pengegaver ryger ind på hendes børneopsparing".

"Hvad skal 2000-babyen hedde?"

"Mille var jo en mulighed, men nej. Jeg selv vakler lige nu mellem Amalie og Nicoline. Min mand synes, hun skal hedde Alma. Vi får se", siger Jette, som ikke havde det allerbedst de sidste dage inden fødslen:

"Jeg fik allerede veer og pletblødninger to-tre døgn inden fødslen. Det var temmelig hårdt ikke at kunne falde i søvn for smerter.

Da vi tog på hospitalet om morgenen nytårsaftensdag, blev vi hurtigt sendt hjem igen.

Man ville vente med at sætte fødslen i gang nytårsdag, fordi lægerne regnede med at få for travlt med andre ting nytårsaften, bl.a. fyrværkeriskader. Men mens min mand var ved at gøre culottestegen klar til nytårsaften, blev det imidlertid værre med veerne. Så afsted igen med bilen til sygehuset.

Denne gang fik jeg imidlertid lov til at blive til næste morgen, hvor fødslen var planlagt til at skulle sættes i gang. Jeg sagde farvel til mand og barn og lagde mig til at hvile. Men ved 23-tiden havde jeg åbnet mig helt og var parat til at presse, og så gik det ellers stærkt," fortæller den lykkelige mor.