»De kaldte mig 'Isdronningen'.«

Det fortæller hovedpersonen i en opsigtsvækkende ny TV 2-dokumentarserie, der sætter fokus på, hvordan advokater og erhvervsfolk tilsyneladende hjælper rockere og bandemedlemmer med at begå kriminalitet og svindel.

I dokumentaren 'Den sorte svane', der udspiller sig over fem afsnit, møder seerne for første gang hovedpersonen:

Den 36-årige erhvervsjurist Amira Smajic fortæller, at hun i mere end ti år har været med til at »muliggøre«, at andre har kunnet begå kriminalitet – særligt økonomisk kriminalitet.

I dokumentaren indtager hun en rolle som såkaldt 'muldvarp' for at belyse problemet, og hun fortæller blandt andet journalisten Mads Brügger, at hun har arbejdet for »dem alle sammen« i den københavnske underverden.

For folk i rockerklubberne Hells Angels, i Bandidos, i Satudarah. Og for folk i banderne LTF og NNV.

Hendes rolle har været at rådgive dem i spørgsmål om økonomisk kriminalitet, at lave 'sorte' penge om til 'hvide', ligesom det i dokumentaren lyder, at hun har fungeret som et bindeled mellem underverdenen og oververdenen.

I 'Den sorte svane' forklarer Amira Smajic, at hun blev kaldt 'Isdronningen', da Mads Brügger spørger ind til, at alle de folk kom til hende for at få rådgivning.

»Jeg tror, de synes, jeg var sej og magtfuld og intelligent. De kaldte mig 'Isdronningen',« forklarer hun.

På spørgsmålet om, hvorfor hun blev kaldt det, svarer hun:

»Fordi jeg ofte ikke havde nogen reaktion på deres handlinger, og fordi jeg ikke udviste særlig meget empati eller medfølelse i nogen situationer.«

I TV 2-dokumentarens første afsnit fortæller hun, at hun har valgt at stå frem med sin historie for at komme ud af det hele – blandt andet for at »passe på sig selv«.

Tv-kanalen har oplyst, at det var Amira Smajic, der for flere år siden selv henvendte sig for at afsløre det kriminelle samarbejde mellem Over- og Underdanmark.

Siden har hun dog forsøgt at få nedlagt fogedforbud, så serien ikke kunne blive vist. 

Men det er blevet afvist af både by- og landsretten, og TV 2 har nu valgt at bringe den.

»Hun har hele tiden været bevidst om den sikkerhedsrisiko, som hendes valg indebærer. Hun kender farerne bedre end nogen,« siger nyhedsdirektør Ulla Pors ifølge Ritzau i en pressemeddelelse.

Videre lyder det, at hovedpersonen til sidst gik fra at være medspiller til at være modspiller.

»Det er sket, efter at redaktionen blev opmærksom på, at hun imod alle aftaler stadig tilsyneladende var involveret i kriminalitet, mens hun arbejdede for os. Da redaktionen ville konfrontere hende med det, gik hun fra at være en medspiller i projektet til at blive en modspiller,« siger Ulla Pors.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvilke aktiviteter der er tale om, eller hvad ordet 'tilsyneladende' dækker over.

Alligevel bliver dokumentaren nu bragt, fordi den ifølge TV 2 indeholder »afsløringer og samfundsvæsentlighed i en helt særlig klasse«.

Du kan se første afsnit af 'Den sorte svane' i aften klokken 20 på TV 2, mens alle fem afsnit er tilgængelige nu på TV 2 Play.

Andre læser også