Da Venstre-kandidaten Alexandra Sasha blev spurgt på Instagram, om hun støtter Ukraine i krigen mod Rusland, var svaret opsigtsvækkende.

»Nej, det gør jeg helt klart ikke,« lød det således i en kommentar fra Venstre-kandidatens Instagram-profil.

Men nu påstår Alexandra Sasha, at hun ikke selv har skrevet den opsigtsvækkende kommentar. I stedet siger hun, at hun er blevet hacket. 

Alexandra Sasha, der er Venstres kandidat på Fyn til EU-valget, ønsker ikke at stille op til interview.

Men Venstres pressetjeneste har på vegne af hende sendt en skriftlig kommentar, hvori hun forklarer sig.

»Hvordan kommentaren er havnet der, ved jeg ikke, men jeg har den seneste tid været udsat for en voldsom smædekampagne mod min person, og mine konti til sociale medier er blevet forsøgt hacket, og jeg kan derfor ikke udelukke, at det er lykkedes for nogle, der vil mig ondt, at få adgang til mine sociale medier,« lyder det i den skriftlige kommentar fra Alexandra Sasha.

Her ses det omtalte svar fra Alexandra Sashas profil på Instagram. Ifølge Venstre-kandidaten har hun ikke selv skrevet svaret, men er blevet udsat for et hackerangreb. B.T. har sløret navnet på den Instagram-bruger, der stillet Sasha spørgsmålet.
Her ses det omtalte svar fra Alexandra Sashas profil på Instagram. Ifølge Venstre-kandidaten har hun ikke selv skrevet svaret, men er blevet udsat for et hackerangreb. B.T. har sløret navnet på den Instagram-bruger, der stillet Sasha spørgsmålet. Foto: Screenshot
Vis mere

Det har ikke været muligt for B.T. at bekræfte, at Alexandra Sashas profil på Instagram er blevet hacket.

Den »smædekampagne«, som Alexandra Sasha hentyder til, skrev hun også om søndag i et opslag på Facebook.

Her tager hun fat i »påstande om, at min kampagne skulle være finansieret af russiske midler eller stat«, »falske oplysninger om mit fødested og statsborgerskab« og »beskyldninger om støtte til angrebskrigen«.

B.T. har set flere opslag på sociale medier, hvor den slags påstande fremføres.

Her er det blandt andet hendes russiske rødder og efternavn, Bessmertnaia, som er årsag til spekulationer. Et efternavn, som Alexandra Sasha altså ikke anvender på sine valgplakater.

Alle påstande afvises kategorisk af Alexandra Sasha i opslaget på Facebook, hvor også Venstres folketingsmedlemmer Jan E. Jørgensen og Lars Christian Lilleholt tager hende i forsvar.

Sasha fortæller endvidere, at hun har politianmeldt »alle falske udsagn og krænkelser«.

Om »smædekampagnen« siger Alexandra Sasha i en skriftlig kommentar til B. T:

»Det er voldsomt ubehageligt at være udsat for den smædekampagne, der kun har til hensigt at skade mig, og jeg vil gerne slå helt fast, at jeg til fulde støtter Ukraines frihedskamp, og at jeg på det skarpeste tager afstand fra krigen mod Ukraine. Det har jeg altid gjort, det har jeg også altid sagt til alle mine debatter. Det opslag, som Instagram-kommentaren er givet til, handler sågar om, at jeg tager afstand fra krigen og holder med Ukraine og det ukrainske folk.«