»DU KOMMER TIL AT DØ SÅ ONDT, NÅR VI FANGER DIG, DIN LUDER!!!!!!!!«

Det er ifølge Berlingske ordlyden i en sms, der er rettet mod hovedpersonen i en ny TV 2-dokumentarserie, som vækker stor opsigt.

Over fem afsnit sætter 'Den sorte svane' fokus på, hvordan advokater og erhvervsfolk tilsyneladende hjælper rockere og bandemedlemmer med at begå kriminalitet og svindel.

I dokumentarserien møder seerne den 36-årige hovedkilde, erhvervsjuristen Amira Smajic, der fortæller, at hun i mere end ti år har været med til at »muliggøre«, at andre har kunnet begå kriminalitet – særligt økonomisk kriminalitet.

Det var ifølge TV 2 hende selv, der for flere år siden henvendte sig til en journalist for at afsløre det kriminelle samarbejde mellem oververdenen og underverdenen i Danmark, men siden har hun forsøgt at få bremset serien.

Blandt andet af frygt for sit eget liv, skriver Berlingske, som har fået indsigt i skriftligt materiale fra sagen.

I en udtalelse fra Københavns Politis Afdeling for Efterretning og Analyse (AEA), som blev bragt i Østre Landsret den 17. maj, lød det ifølge mediet, at truslen mod kvinden »på nuværende tidspunkt vurderes at være alvorlig, og at hun dermed er truet på livet, helbred eller velfærd som følge af sin medvirken«.

Berlingske skriver videre, at man har set dokumentation for en af angiveligt flere dødstrusler mod kvinden:

»JEG NAKKER DIG DU SÅ FUCKING FÆRDIG DIN FUCKING LILLE LUDER MAND!!!!! DU KOMMER TIL AT DØ SÅ ONDT NÅR VI FANGER DIG DIN LUDER!!!!!!!! (sic),« har det lydt i en sms.

Den 36-årige kvinde er ifølge Berlingske gået under jorden og opholder sig på en hemmelig adresse, ligesom hendes advokat, Carlo Siebert, til mediet fortæller, at hun er syg med en belastningsreaktion som følge af den aktuelle situation.

TV 2 har hyret sikkerhedsfirmaet Certa for at beskytte hende og hendes børn. Det fortæller journalist Mads Brügger, der til daglig er chefredaktør på Frihedsbrevet og er vært i 'Den sorte svane', til erhvervsmediet Finans.

I interviewet bliver han spurgt ind til, hvordan han har det med, at kvinden kan være i livsfare, og han forklarer, at der ikke er nogen nemme svar at give til det:

»Jeg er da urolig på hendes vegne, selvfølgelig,« siger han til Finans.

Både by- og landsretten har afvist kvindens ønske om at få nedlagt fogedforbud, så serien ikke kunne blive vist.

»Landsretten finder, at udsendelsernes tema må anses for at være af meget væsentlig samfundsmæssig interesse,« lyder det blandt andet i Østre Landsrets afgørelse om sagen, der blev offentliggjort mandag.

Af en pressemeddelelse tirsdag oplyser TV 2, at hovedpersonen i 'Den sorte svane' undervejs er gået fra at være medspiller til at være modspiller.

»Det er sket, efter at redaktionen blev opmærksom på, at hun imod alle aftaler stadig tilsyneladende var involveret i kriminalitet, mens hun arbejdede for os. Da redaktionen ville konfrontere hende med det, gik hun fra at være en medspiller i projektet til at blive en modspiller,« udtaler nyhedsdirektør Ulla Pors ifølge Ritzau i den forbindelse.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvilke aktiviteter der er tale om, eller hvad ordet 'tilsyneladende' dækker over.

Amira Smajic afviser dog selv at have begået noget kriminelt eller at have brudt sin aftale med TV 2, oplyser hendes advokat Carlo Siebert til Ekstra Bladet

Du kan se første afsnit af 'Den sorte svane' i aften klokken 20 på TV 2, mens alle fem afsnit er tilgængelige nu på TV 2 Play.