Når Fleggaard høvler 20 procent af prisen på stort set hele kædens sortiment, så sætter det spotlys på de unfair konkurrencevilkår, kæden opererer under.

Sådan lyder det i hvert fald fra de danske konkurrenter ovenpå B.T.s historier om Fleggaards markante prishug, som er gennemført inden for de seneste uger.

»At kunne sætte 'alle varer ned med 20 procent', som de hævder, tyder på, at de har nogle avancer, vi aldrig har været i nærheden af i dansk dagligvarehandel,« siger informationsdirektør hos Coop, Jens Juul Nielsen, til B.T.

»Hvad der er deres motiv, ved vi ikke, men i Danmark er det normalt sådan, at når nogen kommer med større fremstød for lavere priser, er det fordi de gerne vil have en større omsætning. Og det vil de almindeligvis, fordi de sælger mindre, end de havde forventet,« konstaterer han.

Hos De Samvirkende Købmænd, hvis medlemmer tæller adskillige dagligvarekæder, heriblandt Meny, Spar og Rema 1000, mener man, at grænsehandlen er et problem for hele Danmark og ikke kun Sønderjylland.

»Jeg tror, man skal opfatte det som en trussel mod hele det danske dagligvaremarked,« siger administrerende direktør Jannick Nytoft til B.T.

»Fleggaard trækker desværre kunder fra hele Danmark. Jeg har også set, at de har ført kampagne i Nordsjælland og københavnsområdet, så det er ikke kun et grænseproblem,« forklarer han.

Både han og Jens Juul Nielsen peger på, at Fleggaard opererer under andre konkurrencevilkår end den danske dagligvarehandel.

Og begge peger på, at den tyske moms på fødevarer på syv procent ligger langt under det danske niveau, som er 25 procent.

»Det er nu, vi ser den fulde flor af de unfair konkurrencevilkår, og det er derfor, vi mener, at politikerne nu må kigge på situationen,« siger Jannick Nytoft.

»Jeg er bekymret for, at grænsehandlen helt generelt har nået et meget højt niveau igen efter coronaårene, og det bliver yderligere accelereret af prisfald på mange fødevareprodukter, som netop har en meget lav tysk moms,« tilføjer han.

Jens Juul Nielsen supplerer:

»Den primære årsag til, at vi har den store meningsløse grænsehandel – hvor lastvognstog med varer køres fra Danmark til Tyskland, hvorefter de køres tilbage i tusindvis af personbiler – er, at de tyske butikker kan sælge øl og vand uden pant – samt de lavere tyske afgifter,« slår han fast.

Jens Juul Nielsen glæder sig derfor over, at der inden for de kommende år vil blive indført pant på dåser købt i Tyskland. Det vil have en stor betydning, forventer han.

Men han efterspørger stadig en harmonisering af afgiftsniveauerne.

Jens Juul Nielsen afviser, at man vil se Coop levere et modtræk.

»Vi følger selvfølgelig situationen i grænsehandelsbutikkerne, men vi har ingen aktuelle planer om at tage nogle initiativer i den forbindelse,« slår Jens Juul Nielsen fast.

Hos Fleggaard mener man ikke, at grænsehandlen har unfair fordele i forhold til de danske rivaler.

»Vi udnytter blot de vilkår, der er ved at drive dagligvarehandel i Tyskland,« siger direktør Lars Mose Iversen, som imidlertid anerkender, at der er forskel på moms på dagligvarer, som betyder, at man kan tilbyde lavere priser end i Danmark.

»Til gengæld har den danske dagligvarehandel fordelen af at være tættere på kunderne. Det betyder, at kunderne i dagligdagen besøger de danske butikker oftere end grænsehandlen,« siger Lars Mose Iversen.

»Derfor skal vi være billigere end de danske butikker for at kunne tiltrække kunder fra Danmark. Det er helt almindelig og fair konkurrence,« forklarer han.

Hvor mange nye kunder skal I have hentet ned til grænsen, eller hvor meget mere skal folk købe i forhold til tidligere, for at det kan regnes hjem?

»Disse tal kan vi desværre ikke dele af konkurrencehensyn. Men det er vigtigt for os at sige, at vores prisnedsættelser ikke er en underskudsforretning. Vi tjener stadigvæk penge, selv om priserne er sat ned,« siger Lars Mose Iversen.

»Derfor er de nedsatte priser heller ikke en forbigående kampagne. Det er en statement én gang for alle. Som kunde i Fleggaard og Calle skal man kunne regne med altid lave priser og en væsentlig besparelse på sine indkøb sammenlignet med Danmark,« slår han fast.

Få tip til at spare på kvalitetsmad i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor kok og forhenværende dommer i Masterchef, Thomas Castberg, giver sine bedste råd til hurtig, billig mad - og grillen.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.