Hvis du har tid og mulighed for at tage på ferie nu, kan du gøre dig en virkelig god handel.
Sådan lyder vurderingen fra administrerende direktør på prissammenligningssiden Travelmarket.dk, Ole Stouby.
Og det er simpelthen det solrige og varme vejr i Danmark, der kommer til udtryk i priserne, som ifølge direktøren er »helt vilde«.
»De her priser er på niveau med de historisk billigste priser, jeg har set,« siger Ole Stouby, der altså har over 25 års erfaring i rejsebranchen.
I skrivende stund kan du for eksempel snuppe en uge i Alanya til under 1000 kroner – her er der dog kun tale om et tostjernet hotel og så er det uden pension.
Hvis du derimod går med drømme om et firestjernet all inclusive hotel, kan det fås til under 2500 kroner.
»Vejret er altid en faktor. Hvis vejret er rigtig godt i Danmark, som det har været, ryger priserne i bund,« siger Ole Stouby.
Og ligger man til, at der i år er et ekstremt stort udbud af rejser på grund af, at sidste år var et stort rejseår for danskerne, får man forklaringen på de billige priser.
For at få glæde af dem, skal du dog være klar til at tage hurtigt afsted.
»De her rejser er typisk nogen, der går en lille uge frem i tiden,« siger Ole Stouby og fortsætter:
»Men der er nogle fordele ved at tage afsted på denne tid af året. Der er ikke lige så mange turister, det er ikke lige så varmt, og så kan du altså gøre en helt fantastisk handel.«
Men når højsæsonen starter, handler alt om vejret.
»Hvis man har is i maven, og satser på godt dansk sommervejr, kan man godt vente til højsæsonen med at bestille ferie,« siger Ole Stouby.
Få tip til at spare på kvalitetsmad i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor kok og forhenværende dommer i Masterchef, Thomas Castberg, giver sine bedste råd til hurtig, billig mad – og grillen.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.