I sommer vakte det ramaskrig, da statsminister Mette Frederiksen pludselig dukkede op i 'Den store juniorbagedyst'.

Det fik blandt andet B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup til at sammenligne DR med nordkoreansk stats-tv – og den kritik gik ikke hen over hovedet på 'Bagedyst'-dommeren Katrine Foged Thomsen, fortæller hun nu til B.T.

Men selvom flere politiske stemmer kritiserede, at den socialdemokratiske statsminister blev ukritisk ophøjet i et børneprogram i bedste sendetid, så mener programmets dommer Katrine Foged Thomsen, at statsministerens deltagelse i 'Den store juniorbagedyst' var helt indenfor skiven.

»Nu er det jo ikke mig, der bestemmer det, det er redaktionen, men jeg synes, det var spændende at have hende på besøg, og jeg synes, det gav god mening. Det var helt naturligt, og ikke med et eller andet politisk øjemed,« forsikrer kagedommeren.

Mette Frederiksen var med som særlig gæst i 'Den store juniorbagedyst' tilbage i maj. Her ses hun med en af de unge deltagere og den anden dommer, Markus Grigo. Foto: Frida Foersom / DR
Mette Frederiksen var med som særlig gæst i 'Den store juniorbagedyst' tilbage i maj. Her ses hun med en af de unge deltagere og den anden dommer, Markus Grigo. Foto: Frida Foersom / DR
Vis mere

Men selvom DR blev beskyldt for at lefle for statsministeren, der blandt andet blev præsenteret af værten Jonas Mogensen som den eneste, der har »nok magt til at kunne ændre på fremtiden«, så lægger Katrine Foged Thomsen ikke skjul på, at hun selv blev lidt befippet over Mette Frederiksens besøg.

»Jeg er sjældent sådan super starstruck, men jeg synes alligevel, det var et kæmpe set up, der kom med PET-vagter forinden, for det er vi alligevel ikke vant til,« siger kagedommeren med et grin.

Katrine Foged Thomsen har da også kun rosende ord til overs for statsministeren og det endelige resultat af afsnittet af 'Den store juniorbagedyst', hvor den socialdemokratiske leder skulle kommentere på børnenes kager, der symboliserede det, de ønskede at ændre i verden.

»Hun var super sød, og det gik rigtig godt. Hun havde meget godt at sige om de der kager – når man er fagmand, så synes man jo det er mega dejligt,« slår 'Bagedyst'-dommeren fast.

Foto: Kanal 5/HBO Max
Foto: Kanal 5/HBO Max
Vis mere

Katrine Foged Thomsen skal lige straks i gang med optagelserne til den næste sæson af 'Den store juniorbagedyst', og derudover underviser hun til dagligt kokkeelever i at lave desserter.

Snart kan 'Bagedyst'-dommeren dog også ses i et andet realityprogram.

Hun er nemlig deltager i HBO Max-programmet 'Verdens vildeste race', der får premiere onsdag 1. oktober, og i den forbindelse talte B.T. med hende til et pressemøde.