En redningshelikopter har fredag aften reddet en mand op af vandet under dramatiske omstændigheder.

Ud for Bork Havn i Ringkøbing Fjorde faldt manden i vandet fra sin båd, skriver TV MIDTVEST.

Han kunne ikke hjælpe sig selv op, siger vagtchef Jan Johnsen fra Brand & Redning MidtVest til mediet.

Men til alt held lå han i vandet med sin mobiltelefon på sig. Han ringede til sin søn for at få hjælp.

En redningshelikopter blev sendt afsted i aftenmørket, og han blev hurtigt hejst op af vandet.

Manden, hvis alder ikke er oplyst, har det okay efter omstændighederne.