Mens det har været en relativt stille nat på dronefronten i Danmark, har der været slået alarm i Sverige.
Her er der blevet spottet droner over skærgården ved Karlskrona i den sydøstlige del af landet.
Ifølge SVT observerede en politipatrulje også dronerne fra et udsigtspunkt på den næsten 600 meter lange Möcklösundsbroen.
Det skete ved kl. 23-tiden torsdag aften.
I Sverige kobles hændelsen til de lignende situationer, der tidligere på ugen har været i Danmark. Især ved lufthavne, men også andre steder.
»Det var en større variant, ligesom dem over Danmark og Skåne,« siger efterforskningsleder Mattias Lundgren fra svensk politi til SVT.
Endnu vides det ikke, hvem der står bag dronerne – hverken i Danmark eller Sverige.
Imens var det altså anderledes roligt i Danmark natten til fredag i forhold til tidligere på ugen.
Eneste hændelse var, at luftrummet over Aalborg Lufthavn omkring midnat blev lukket i knap en time på grund af mistanke om tilstedeværelsen af en drone.
Nordjyllands Politi har dog ikke formået at verificere, om der var tale om netop sådan én.
B.T. har fredag morgen været i kontakt med de politikredse, der tidligere på ugen har haft hændelser med de flyvende objekter, men her melder man alle steder om en rolig nat uden gentagelser.
Som vagtchef Jacob Mathiesen ved Syd- og Sønderjyllands Politi udtrykte det:
»Vi har fået nogle anmeldelser, som vi har forsøgt at verificere, men der har været en forklaring på det, når vi kom ud, og det har vist sig, at der ikke var tale om en drone,« siger han:
»Så der ikke været noget kritisk over det fra vores side.«
Følg B.T.s liveblog om hændelserne på den storpolitiske scene – og i luftrummene – HER.