Efter en aflyst U12-kamp mellem Brønshøj Boldklub og den jødiske klub Hakoah i sidste uge, opfordrer DBU, DBU København og Københavns Kommune nu til en række handlepunkter.

Det skriver DBU København i en pressemeddelelse.

- Det er trist, at vi overhovedet skal have den snak, og at børnefodbold og politik ikke kan skilles ad, siger Tabita Sonne-Dalsø, direktør i DBU København, i pressemeddelelsen.

Den aflyste børnefodboldkamp skulle være spillet på Brønshøj Boldklubs hjemmebane.

Da udeholdet har jødisk baggrund, gik der ifølge DBU København et rygte om, at nogle ville bruge kampen som anledning til at demonstrere eller lave hærværk.

Derfor aflyste hjemmeholdet kampen.

Det, der gik rygter om, har ifølge DBU København ikke noget med fodbold at gøre.

Nu vil man forsøge at klæde alle parter bedre på til at håndtere lignende situationer i fremtiden.

Der gør man med fire handlepunkter:

1. Den holdansvarlige i den afviklende klub indleder en dialog med den anden holdansvarlige.

2. Involvér begge klubledelser.

3. Rådfør jer med DBU København.

4, Tag eventuelt kontakt til relevante myndigheder, for eksempel SSP eller politiet.

- Det er sørgeligt, at kræfter udefra kan finde på at gøre børnefodbold til en skueplads for storpolitiske slagsmål.

- Det skal vi tage kraftig afstand fra - også i klubberne, siger Tabita Sonne-Dalsø fra DBU København i pressemeddelelsen.

Formand for Brønshøj Boldklub Peer Goe Jacobsen oplyser til Ritzau, at klubben er tilfreds med de nye retningslinjer fra DBU.

Han har ikke yderligere kommentarer til episoden.

/ritzau/