En af præsident Donald Trumps udenrigspolitiske topkandidater er havnet i en digital kattepine.
Den består i, at Jeremy Carl, som topkandidaten hedder, har forsøgt at slette mindst 5.000 opslag med kritisk indhold fra sin profil på X – men de er nu blevet gravet frem, skriver CNN.
Det er mediets egen gravergruppe, KFile, der har bragt de slettede opslag frem i lyset.
Mediet skriver, at Jeremy Carl i opslagene blandt andet har hånet den amerikanske helligdag Juneteenth, der markerer dagen, hvor de sidste slaver i USA officielt blev erklæret frie.
Han har derudover skrevet opslag om 'Den store erstatning' – en konspirationsteori om, at der angiveligt er et komplot om at sende ikke-hvide immigranter til vestlige lande for at erstatte de hvide befolkninger.
I opslagene har Jeremy Carl heller ikke lagt skjul på, hvad han synes om Demokraterne.
Han beskriver dem ifølge mediet som 'forrædernes parti', mens dets medlemmer og politik i hans optik er 'onde' og 'de virkelige' fascister'.
Jeremy Carl er Donald Trumps kandidat til posten som assisterende udenrigsminister for internationale organisationer.
Hvis han tiltræder posten, skal han blandt andet koordinere USA's samarbejde med internationale organisationer som FN og NATO.
Indtil videre er der ingen meldinger om, at Jeremy Carls nominering til postener i fare på grund af de genopståede opslag.