Det kommer ikke på tale, at Danmark aktiverer Natos artikel 4, selvom man i øjeblikket befinder sig i, hvad blandt andre statsministeren kalder for en 'hybridkrig'.

Det afviser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen overfor B.T. og den øvrige danske presse efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn fredag – det betyder dog ikke, at danskerne kan sænke skuldrene 100 procent.

For truslen skal stadig tages meget alvorligt, og det kan komme med en række risici, som gør, at danskerne og de danske myndigheder stadig skal tage sig sine forholdsregler:

»Vi har hver i sær også et ansvar for at tage vores eget liv alvorligt. Det giver god mening at følge nogle af de anbefalinger der ligger om at sørge for, at man har lidt i husholdningen.«

»Det man kan risikere, at der kommer til at ske, det kan være strømafbrydelser og andet,« svarede Lars Løkke Rasmussen, da B.T. spurgte ham ind til, hvordan han med troværdighed kunne mane til besindighed.

Der er nemlig endnu ikke klarhed over, hverken hvem der havde sendt dronerne, eller hvor de er fløjet hen efter at have befundet sig over kritisk infrastruktur i dansk luftrum.

»Det kan jeg sige med den troværdighed, vi har i alle de undersøgelser og vurderinger, vi har. Vi skal tage det her alvorligt, men det er et vigtigt budskab at få sendt ud,« svarede Lars Løkke Rasmussen yderligere.

Foruden Lars Løkke Rasmussen deltog forsvarsminister Troels Lund Poulsen, justitsminister Peter Hummelgaard og forsvarschef Michael Hyldgaard i det fortrolige møde i Udenrigspolitisk Nævn.