Den omdiskuterede voldtægts- og menneskehandelstiltalte influencer Andrew Tate har ikke meget til overs for, hvordan vi i Danmark har håndteret de droner, der er blevet spottet flere steder de seneste dage.
»I er fucking tåber. I er tåber,« lyder det fra ham i en video, han har lagt på X.
Her går han gennem 2 minutter og 42 sekunder hårdt til angreb på ikke bare danske politikeres reaktion, men også på danskere i al almindelighed. Se videoen nederst i artiklen
»Der er droner nær jeres lufthavne, og I kan ikke regne ud, hvor de kommer fra, og I skyder dem heller ikke ned. I står bare dér og tweeter om det. Og taler dansk,« lyder det fra Andrew Tate, der også her kaster sig ud i et form for favntag med det danske sprog.
Videre udfører han også en imaginær samtale mellem sig selv og »præsidenten af Danmark« om, at der er spottet droner i Danmark.
Her kan »præsidenten« ikke svare på, hvor dronerne kommer fra.
»Så find ud af det, din fucking idiot,« buldrer Andrew Tate som svar.
Han bruger ord som »inkompetence« og »klovneri« om den danske håndtering. Han kalder danskerne for »alfer« og konkluderer, at vi alle »stinker«.
»Trump burde tage Grønland fra jer øjeblikkeligt. I er fucking tåber. I er tåber. Jeg er sikker på, at det sikkert kommer en straffesag i Danmark nu – at de kommer til at putte mig i fængsel,« lyder det undervejs fra influenceren.
Og her ved Andrew Tate i øvrigt, hvad han taler om. For han (og hans bror) har tidligere i år været underlagt både husarrest og udrejseforbud i Rumænien, mistænkt blandt andet for at have voldtaget flere unge piger.
Hans internetpersonlighed er over årene blev bygget omkring indhold, der fokuserer på 'machoværdier', men som kritikere kalder for kvindefjendsk.
På trods af han er udskældt, har Andrew Tate en stor platform, hvorfra han når millioner af fans over hele verden. Også i Danmark, hvor den nye video også får opbakning af danske brugere.
Her er han i øvrigt iført en trøje i modsætning til i mange andre af de optagelser, han lægger ud til sine følgerskare.
I dronevideoen siger han også, at Danmark er »et relativt stort land« og insinuerer videre, at det kan være Sverige, der står bag, fordi det er »længe siden, at Danmark og Sverige har været i krig mod hinanden«.
Her kan du se hele Andrew Tates videoopslag: