Prins Joachim og hans familie forlænger opholdet i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Fredag formiddag har Forsvarsministeriet meldt ud, at man har valgt at forlænge prins Joachims stilling som forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché i Washington D.C. indtil udgangen af august 2027.

Det fremgår af Kongehusets hjemmeside.

Prins Joachim, prinsesse Marie og deres to børn, Henrik og Athena, bliver derfor boende i Washington D.C., hvor børnene går i skole.

»Vi bliver her, så Henrik kan færdiggøre high school (amerikansk form for gymnasie, red.). Det er det, der giver bedst mening, hvis vi gerne vil lave den store pakke med børnene. Så det er tanken,« fortæller prins Joachim i et interview med Berlingske.

Parret forventer at vende retur til Danmark, når stillingen udløber i slutningen af august 2027, lyder det.

Prins Joachim, prinsesse Marie og deres to børn har tidligere boet i den franske hovedstad, Paris.

De skiftede de parisiske gader ud med den amerikanske forbundshovedstad i sensommeren 2023.

Skiftet fandt sted efter at prins Joachim i tre år havde været forsvarsattaché på den danske ambassade i Frankrig. Prinsen har tidligere sat ord på, at familien nyder at være forholdsvis anonyme i USA.