På blot få minutter blev billetter til Thomas Helmigs koncert revet væk.
Hitmageren bag blandt andet hits som 'Stupid Man' og 'Malaga' kunne fredag åbne op for billetsalget til en koncert, der til september 2026 vil blive afholdt i den spanske by Malaga, det skriver Århus Stiftstidende.
Men intet mindre end 23 minutter skulle der gå før billetterne blev udsolgt, da de fredag blev sat til salg ved 14-tiden.
Det fik arrangørerne til at sætte endnu flere billetter til salg og annoncere en ekstra koncert, der vil blive afholdt dagen før.
Men endnu engang var interessen for den aarhusianske sangfugl så stor, at der ikke skulle gå mange minutter, før disse billetter også var revet væk.
Begge koncerter bliver spillet på Marbella Arena, som Thomas Helmig tidligere har spillet på for nogle år tilbage.
Har udskældt trommeslager med
Tilbage i januar kunne Claes Antonsen annoncere, at han vendte retur som trommeslager for Thomas Helmigs kommende turné. En annoncering, der faldt få dage efter TV 2 meddelte, at han var færdig i programmet 'Toppen af poppen'.
Claes Antonsen kom sidste år i en massiv shitstorm efter en række kvindelige musikere beskyldte trommeslageren i DR dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen' for at stå bag en ubehagelig sexistisk adfærd i 'Toppen af poppen'.
Som konsekvens af dette blev bandet The Antonelli Orchestra fjernet fra både 'Vild med Dans og 'Toppen af poppen'.
Claes Antonsen tog efterfølgende bladet fra munden og undskyldte offentligt på Facebook, hvor han blandt andet skrev, at han var ked af sin grænseoverskridende opførsel.
Til trods for, at både en række sangere og tv-programmer efterfølgende valgte ikke at optræde med Claes Antonsen, var det dog ikke tilfældet for barndomsvennen Thomas Helmig.