På allerførste dag fik ferien en brutal afslutning for 42-årige Linariya Muzipova fra Rusland.
Mens hun svømmede ud for kysten i Kemer i den populære Antalya-provins, ramte en speedbåd ind i hende.
Redningsfolk hastede til stedet, men hendes liv stod ikke til at redde, skriver The Sun.
Det tyrkiske medie SHOT skriver ifølge The Sun, at hun blev erklæret død på stedet.
Kaptajnen på båden og chefen for det firma, der står bag, er siden blevet anholdt, mens politiet efterforsker den chokerende hændelse.
Ifølge lokale medier havde Muzipova muligvis bevæget sig uden for sikkerhedsbøjerne, da hun blev ramt af båden.
Efter ulykken har tyrkiske myndigheder midlertidigt forbudt skibstrafik i området, indtil det står klart, hvad der præcist skete.
Linariya Muzipova, der var alene på ferie, efterlader sig en 20-årig datter.