Mikkel Beha og Marian Midé var fredag mødt op for at bakke deres søn, Alfred Midé op i aften til premieren i 'Vild med dans'.
Parret fortæller, at alle i familien er enige om, at Alfred, der er den yngste bror i Beha-familien, er den eneste rigtige til at medvirke i programmet.
»Jeg har set ham danse til fester, og det er han god til. Det er også derfor, vi stiller med stærkeste mand, og der er ingen tvivl om, at det er Alfred. Spørger man hans brødre, kan det kun være Alfred,« siger Mikkel Beha til B.T.
»Som Theis sagde i morges: Det vildeste er, at Alfred danser ædru. Det er der ingen af os andre, der kunne finde på,« siger han med et grin.
Til spørgsmålet om, hvorvidt resten af familien har sagt nej til at deltage gennem tiden, er svaret fra Marian Midé simpelt:
»Vi er ikke gode nok,« siger hun med et grin
»Jeg har set Vild med dans i mange år og tænkt: Wow, de er sindssygt dygtige. Man skal vælge sine kamppladser, og det var ikke dansegulvet for os, men stik os nogle hajer,« supplerer Mikkel Beha.