Har du også nydt godt af den smukke efterårssol, der har skinnet på Danmark de seneste dage? Så er der godt nyt til dig. 

For lørdag byder på endnu en skinnende efterårsdag.

»Det ser ud til at blive en fin dag lørdag. Endnu en fin dag med en del eller meget sol«, fortæller Marielle Fournier, som er vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T. 

Efterårssolen vil dog få selskab af lidt skyer, som særligt vil kunne ses i den sydvestlige del af Danmark. 

Du kan dog erstatte regnjakken med solbriller og en let overgangsjakke, da temperaturen vil ligge mellem 15 til 17 grader. 

»Det er ikke sommervarmt, men de fleste kender efterårsluften, hvor står man i skyggen, føles det ikke varmt, og der vil man gerne have en trøje på, men går du ud og står i solen, får du det rigtig varmt«, lyder det yderligere fra meteorologen.

Temperaturen vil falde
Dog ser det ud til, at det lune efterårsvejr med sol lakker mod enden. 

»Søndag vil der komme lidt flere skyer, og når vi kommer til mandag, er der flere skyer og lidt regn, hvor temperaturen ser ud til at falde i den kommende uge,« lyder det afslutningsvis fra den vagthavende meteorolog hos DMI, Marielle Fournier.