Boligpriserne slår rekorder disse dage. Måned efter måned stiger priserne – særligt i storbyerne. Det betyder, at efterspørgslen på boliger breder sig ud til områderne lige udenfor storbyerne. 

B.T. sætter fokus på boligmarkedet. Har du betalt overpris for en bolig, eller har du tjent godt på boligsalg? Så hører B.T. derfor gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på saem@bt.dk.

B.T. har bedt eksperter på området give deres bud på, hvilke boligområder der bliver løftet af, at folk leder efter alternativer til at bo uden for København og Aarhus. Listerne dækker altså over områder, der langsomt oplever en stigende interesse blandt købere.

»Der er tale om tendenser, der er begyndt at vise sig de sidste par måneder,« siger Mikkel Høegh, boligøkonom ved Jyske Bank, der har udarbejdet listerne for B.T.

Her er kommunerne, hvor det er blevet mere populært at købe hus uden for Aarhus:

  • Favrskov
  • Odder
  • Horsens

Her er kommunerne, hvor det er blevet mere populært at købe hus uden for København: 

  • Glostrup
  • Ballerup
  • Gladsaxe
  • Furesø
  • Rudersdal
  • Lyngby
  • Allerød
  • Hvidovre
  • Tårnby
  • Dragør

»Bevæger man sig længere væk, så bliver det mindre populært, og så skal man gå planken helt ud i forhold til at pendle,« siger Mikkel Høegh. 

Det erklærer Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom ved Nordea Kredit, sig enig i:

»Afstanden til København er det vigtigste parameter,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er meget enig i, hvad der fremgår på listen. Den består af nabokommunerne til København og Aarhus og områder i hovedstaden, der i forvejen er populære,« siger Lise Nytoft Bergmann og peger på, at Lyngby, Furesø, Rudersdal og Allerød allerede er populære områder.

Særligt Gladsaxe, Ballerup, Hvidovre og Glostrup er områder udenfor København, hvor der er en stigende efterspørgsel lige nu, siger boligøkonom. 
Særligt Gladsaxe, Ballerup, Hvidovre og Glostrup er områder udenfor København, hvor der er en stigende efterspørgsel lige nu, siger boligøkonom.  Foto: Mathias Svold
Vis mere

Mikkel Høegh understreger, at det er svært at finde det éne nye område, hvor man ser ind i en større prisstigning i fremtiden. 

»Men vi begynder at se effekterne af de kraftige prisstigninger i København, og det spreder sig til nærområderne,« understreger han og uddyber, at det typisk er områder med relativ god infrastruktur til byen, og derfor områder hvor det ikke er nødvendigt at have bilen med på arbejde, der oplever en stigende interesse. 

»Nogle af områderne på listen er områder, hvor prisen traditionelt stiger, når priserne på bolig i København stiger - andre områder er nye,« siger Mikkel Høegh.

Han peger på, at Gladsaxe, Ballerup, Hvidovre og Glostrup er nogle af de nye områder på listen. 

I Odense og Aalborg leder boligkøbere stadig efter hus inde i byen. Her er der endnu ikke – på samme måde som i København og Aarhus – opstået interesse i områderne lige udenfor byen. Sådan lyder vurderingen fra Mikkel Høegh.

Lise Nytoft Bergmann vurderer, at der de seneste 30 år har været en tendens til, at de dyreste områder er steget mest i pris. Det vil sige boliger i hovedstadsområde og i de andre storbyer.

»Jeg forventer, at den fortsætter i de kommende år. Særligt i København er der mangel på grunde, og det kommer til at presse priserne op. Jeg er derfor mest optimistisk på prisudviklingen i hovedstaden og i landsdelen Østjylland,« siger hun.