Ét øjeblik fra 2019 sidder stadig dybt i Alexander Zorniger.

Han er netop trådt ind i den berømte Michael Laudrup-lounge på Brøndby Stadion. Lokalet er propfyldt med kameraer, journalister og fans.

Alle sidder og venter på ham. Der er lagt op til nogle opsigtsvækkende tv-billeder.

Og inderst inde er han skuffet som aldrig før. Og ked af det. Men der er alligevel noget, han er nødt til at gøre. For ellers kommer han ikke til at tilgive sig selv.

Alexander Zorniger hilste på alle på det opsigtsvækkende pressemøde.
Alexander Zorniger hilste på alle på det opsigtsvækkende pressemøde. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er tydeligt, da B.T. møder den 57-årige OB-træner i Odense, tre dage inden han for første gang vender tilbage til Vestegnen som modstander. Han har nemlig sagt ja til en snak om den skelsættende dag, der fandt sted for mere end 6,5 år siden. 

En dag, han aldrig glemmer.

For 18. februar gjorde tyskeren nemlig noget, som man kun ser yderst sjældent i dansk fodbold – ja, faktisk i fodboldverdenen generelt. 

Han havde netop fået stukket en fyreseddel i hånden som Brøndby-træner. Og normalt har de fleste i den situation mest af alt bare lyst til at tage sit tøj, smække med døren og skride. Så hurtigt de kan.

Og sådan har Alexander Zorniger egentlig også altid haft det. 

Altså, lige indtil han kom til Brøndby. 

»Jeg ville aldrig have bedt om sådan noget, for jeg ville have været så vred og tænkt: 'Hvordan kunne de dog finde på at fyre mig?'. Men ikke den dag,« fortæller han.

Her fremtvang han nemlig et pressemøde. Selv om klubben på ingen måde krævede ét.

Ebbe Sand fyrede Alexander Zorniger i 2019.
Ebbe Sand fyrede Alexander Zorniger i 2019. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

For han havde behov for at sige ordentligt farvel til den klub og de fans, der havde givet ham så meget i løbet af 2,5 år. 

Han nægtede simpelthen at snige sig ud af bagdøren.

»Det var meget, meget vigtigt for mig, at jeg fik lov til at sige farvel på en god måde.«

»Jeg ville gerne fortælle folk, hvor vigtig Danmark, Brøndby og fansene havde været for mig i de dårlige og gode tider i løbet af de år,« lyder det videre.

Derfor stillede han sig op foran mikrofonen, mens kameraerne buldrede afsted, og de mange fremmødte journalister bombarderede ham med spørgsmål.

Men det var han ligeglad med. Fuldstændig ligeglad.

»Jeg følte, jeg havde sat et aftryk i dansk fodbold, og jeg følte en generel respekt fra medierne, fansene og folk i fodbold generelt. Og det ville jeg gerne give tilbage. For respekten gik ikke kun den ene vej,« forklarer Alexander Zorniger, der nåede at blive forandret som menneske i løbet af årene i spidsen for de blågule:

»Jeg følte, jeg blev et bedre menneske i Brøndby.«

Alexander Zornigers svære farvel i Brøndby.
Alexander Zornigers svære farvel i Brøndby. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det hele kørte da også på skinner for den nådesløse og kontante tysker, efter han stormede ind på Superliga-scenen i 2016.

Både på og uden for banen.

Han fik nemlig to børn i løbet af Brøndby-årene. Og han var tilmed sekunder fra et historisk mesterskab. Ligesom han hentede en længeventet pokaltitel hjem til klubben.

»Jeg var med til at bringe Brøndby hen til et bedre sted, og den tid betød så meget for mig. Jeg blev også far i den periode, og mit liv blev jo forandret fuldstændig. Det ændrede så mange ting for mig,« lyder det videre.

Alting har dog en ende.

Og selv om fyringen i 2019 kom som et chok for de fleste Superliga-fans, vidste Alexander Zorniger godt, hvilken vej det gik.

Troels Bech, der havde ansat tyskeren, var nemlig fortid som sportsdirektør.

Og ind var kommet landsholdslegenden Ebbe Sand – midt i et svært transfervindue.

Alexander Zorniger er tilbage i dansk fodbold. Denne gang som OB-træner.
Alexander Zorniger er tilbage i dansk fodbold. Denne gang som OB-træner. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Troels Bech var der ikke længere, og jeg kunne godt lide ham. Men hele klubben kæmpede efter det missede mesterskab året før. Og så var der transfervinduet, som jeg virkelig ikke var tilfreds med – af forskellige grunde,« forklarer Zorniger, som alligevel forsøgte at tage fyringen med oprejst pande.

Og derfor var beslutningen om at afholde det opsigtsvækkende pressemøde da også første skridt på vejen til at få bearbejdet den svære besked.

»For mig er det vigtigste ikke, hvordan man bliver taget imod, når man ankommer til et nyt sted. Det er, hvordan folk reagerer, når man forlader det igen,« afslutter han.

Alexander Zorniger gæster for første gang Brøndby Stadion som træner siden fyringen i 2019, når OB søndag skal på besøg hos de blågule.

Noget, du kan du læse meget mere om søndag morgen i anden del af B.T.s store interview med tyskeren.

Andre læser også