Hans Lindberg siger om blot to kampe farvel til den tyske Bundesliga.
Landsholdslegenden har spillet 17 år i Tyskland, men nu trækker familien teltpælene op og vender hjem til Danmark, hvor Hans Lindberg skal være spillende sportschef i barndomsklubben HØJ Elite.
»Det er et nyt kapitel for mig og en virkelig stor livsændring. Jeg frygter det lidt, men jeg er også meget spændt.«
»Samtidig tager vi børnene ud af det miljø, som de kender, og hvor de har boet hele deres liv. De snakker begge sprog, men de har gået i tysk dagsinstitution. Så det bliver helt sikkert også en stor ændring for dem,« siger Hans Lindberg til B.T.
Hans Lindberg og hustruen Jeanette Mackenhauer Lindberg har to børn sammen, som begge er født og opvokset i Berlin, hvor højrefløjen har spillet de sidste 8,5 år.
Landsholdsfløjen havde slet ikke regnet med at skulle spille så mange år i Tyskland. Men selvom han ifølge ham selv har flere år tilbage på topplan, er tiden rigtig i forhold til at vende hjem til Danmark.
»Jeg er enormt stolt over, at jeg har fået så mange år i Bundesligaen. Da jeg tog afsted, håbede jeg på ti år. Men jeg har arbejdet benhårdt og været heldig med skader.«
»Og så har jeg haft en træner, som har kigget på mine præstationer frem for min alder. Men tiden er rigtig nu, og jeg ved, at jeg ikke kan løbe rundt på en håndboldbane, til jeg er 60,« siger han med et grin.
Lindberg løfter ikke sløret for, hvor langt op i 40'erne, han har tænkt sig at spille. Men han drømmer om at fortsætte i rollen som sportschef, som han skal være i HØJ.