Livet som tennisspiller kan være et økonomisk eventyr. Men også lidt af et mareridt.

Det kan Clara Tauson skrive under på.

Tidligere i karrieren har det danske stortalent i hvert fald kæmpet med økonomien og deraf dét at kunne opretholde en tilværelse som professionel tennisspiller.

Flere skadesperioder har nemlig sendt danskeren ud i situationer, hvor der stort set ingen indtjening har været. Men alt det ser nu endelig ud til at være vendt.

Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

For Tauson har det seneste år været med i hovedturneringen i fire grand slam-turneringer, og det har kastet store beløb af sig i form af præmiepenge.

Beløb, som hun da også har kunnet mærke i det daglige.

»For mange af spillerne er grand slams jo det, der redder året hver gang. Bare det at være i første runde kan jo redde hele året, hvis man gør det fire gange,« lyder det fra Clara Tauson, da B.T. spørger hende ind til emnet på et pressemøde efter søndagens sejr i første runde ved French Open.

»Det er bare en stor del af de her turneringer. Der er mange penge og point på spil, men jeg går ikke ind med tanken om, at jeg skal vinde den her kamp, fordi jeg skal have flere penge. Men jo, det er da dejligt at kunne sikre sig lidt,« lyder det videre.

Over en halv million kroner er der til samtlige af de spillere, der bliver en del af grand slam-turneringen i Paris. Og det beløb stiger markant for hver runde, man går videre.

Eksempelvis anden runde, som den danske komet allerede har spillet sig i, kaster hele 820.000 kroner af sig.

»Det giver noget tryghed. Og så er det jo fedt, at vi har ligestilling i de her fire grand slam-turneringer med hensyn til præmiepenge. Det klager vi ikke over. Og at pengene er så store i de her første runder, det er jo dejligt, så os, der skraber top 100, også kan være med,« griner danskeren.

På trods af de store summer, som hersker i tennisverdenen, er det dog ikke Tauson selv, der styrer sin økonomi, understreger den 21-årige dansker:

Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg ved ikke noget om det, så jeg lader mine forældre styre min økonomi. Og det er nok meget godt for mig ikke at fokusere på det, der foregår bagom, så jeg kan fokusere på at spille tennis i stedet.«

Mange af verdens bedste tennisspillere bor til daglig i enten Monaco, Dubai eller Schweiz, hvor skattetrykket er langt lavere, end det er i Danmark.

Men det fylder intet for Clara Tauson, som faktisk sidste år valgte at flytte hjem.

»Vi betaler meget skat i Danmark, men jeg elsker også vores samfund. Så det vil jeg ikke bytte for noget andet. Jeg må bare blive ved med at vinde, og så tænker jeg nok ikke over det med økonomien,« afslutter hun.

Danskeren skal onsdag forsøge at spille sig videre til tredje runde ved French Open, når hun møder den tidligere vinder af turneringen Jelena Ostapenko.

Du kan som altid følge kampen live på bt.dk.